Skarp kritik af nyt finanslovforslag

SKAGEN:- Skagen er i forvejen hårdt ramt af høj ledighed og fraflytning fra kommunen, men det går helt galt, hvis regeringen gennemfører de nye regler for supplerende dagpenge, som man nu lægger op til i forbindelse med finansloven. Det siger formanden for SiD Skagen, Villy Albertsen, der gætter på, at mindst halvdelen af afdelingens 1200 medlemmer vil blive ramt, og ifølge ham vil det gå mindst lige så meget ud over Kvindeligt Arbejderforbunds medlemmer samt en række andre ansatte i Skagen. - De første meldinger var, at de nye regler kun ville gå ud over højtlønnede, men det udkast, som vi nu har set, vil i høj grad gå ud over de ansatte inden for blandt andet fiskeindustrien, havnearbejdere og lastoptagere, og de har altså typisk en årsløn omkring 200.000 kroner inklusiv supplerende dagpenge, fastslår formanden. - I dag kan du ikke få supplerende dagpenge, hvis du har over 29,6 timer om ugen. Det udkast, som jeg har set, taler om at sætte grænsen ned til 22 timer om ugen. Samtidig lægger regeringen op til, at man i fremtiden kun kan få supplerende dagpenge i 52 uger, og det kan let friste folk til at melde sig helt ledige og så vente på, at der kommer et fuldtidsarbejde, siger Villy Albertsen, der også mener, at det betyder dystre udsigter for fiskeindustrien, der kan få svært ved at finde den nødvendige arbejdskraft. - En af begrundelserne for de nye regler er, at det skal animere folk til at finde fuldtidsarbejde, men det hjælper jo ikke meget i Skagen, hvis der ikke er arbejde på fuld tid. Så vil eneste alternativ til deltid ofte være ledighed på fuld tid. Hidtil har næsten alle vores medlemmer bevaret retten til dagpenge, fordi der var arbejde i perioder af året. I fremtiden risikerer de at ryge helt ud af vores system og over til kommunal aktivering, og så får det lige den modsatte effekt, som man ønskede, tilføjer kontorbestyrer i SiD Skagen Finn Jenne.