Skarp kritik af realkredit-institutterne

Konverteringer er ikke altid til lånernes fordel

Aarhus 17. september 2002 08:00

ÅRHUS: Konkurrencen på realkreditmarkedet er så hård, at realkreditinstitutterne benytter enhver konverteringsbølge til at kapre kunder og markedsandele fra hinanden. Lektor i finansiering ved Handelshøjskolen i Ârhus Svend Jakobsen retter en kritik mod de beregninger, som institutterne præsenterer kunderne for. De er for mangelfulde, mener han. Men det afvises af realkreditinstitutterne. - Det største problem er, at beregningerne er mere eller mindre meningsløse. Der mangler fuldstændig beregninger over, hvordan boligejernes position vil være om tre år, hvis renten enten er steget eller faldet. Det er en væsentlig del af forbrugeroplysningen, siger Svend Jakobsen. Beregningerne viser kun, hvad boligejeren kan spare i ydelse, men ikke hvad der kan ske med restgælden, hvis renten ændrer sig. - Hvis eksempelvis renten stiger på et flekslån, falder restgælden ikke, og det udhuler friværdien i boligen. Det er den stik modsatte effekt som på et fastforrentet lån, siger Svend Jakobsen. Lektoren efterlyser derfor, at beregningerne giver boligejerne et bedre overblik over deres økonomiske situation flere år ud i femtiden. Kritikken afvises af Realkredit Danmark og Nykredit, der samstemmende siger, at beregningerne opfylder lovens krav om oplysning. - Vi står fuldt inde for vore beregninger, og vi mener, de lever op til lovens krav om at oplyse årlig omkostningsprocent, og hvad afbetalingen er år efter år. For flekslånenes vedkommende er der føjet til, at man kun kender ydelsen med sikkerhed frem til næste rentetilpasning, siger økonom i Realkredit Danmark Jacob R. Nielsen. Han mener, at det ikke giver nogen mening at præsentere kunderne for beregninger over 10 forskellige renteudviklinger. - I rådgivningen får kunden at vide, hvad der sker, hvis renten stiger eller falder. De beregninger, vi laver, forudsætter uændret rente, og det står meget tydeligt i vores lånetilbud, siger Jacob Nielsen. Samme fremgangsmåde bruges i Nykredit. - En ting er de beregninger, der gennemføres i rådgivningen og hvilke dokumentationskrav, der er i de formelle papirer om lånetilbud, som er et bindende dokument, siger kommunikationschef i Nykredit Henrik Hougaard. Han tilføjer, at lånetilbud i forvejen er "forurenet af oplysninger, så man bliver helt rundtosset, når man skal læse dem". Økonom i Forbrugerrådet Kåre Emtoft er enig med lektor Svend Jakobsen i, at beregningerne er mangelfulde. - Realkreditinstitutterne kunne godt præsentere kunden for nogle simple tal, der viser, hvordan hans økonomi belastes, hvis renten bevæger sig. Det behøver ikke at være så stort og kompliceret, men nogle beregninger inden for de normale renteudsving er en rimelig måde at skitsere det på, især over for flekslånere, siger Kåre Emtoft. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...