Skarp kritik af rod i forsvarets økonomi

Socialdemokratiet, De Konservative, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti kritiserer rod i forsvarets økonomi, fordi Forsvarskommandoen nu venter 630 millioner kroner i overskud på budgettet for 2003.

I marts sidste år vedtog partierne at spare samlet en milliard kroner i 2003 og 2004 efter Forsvarskommandoens advarsler om et underskud. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) har bedt Forsvarskommandoen om en redegørelse. Sagen kan ramme forsvaret i et nyt flerårigt forsvarsforlig. Såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti ønsker Forsvarskommandoen lagt sammen med Forsvarsministeriet. Desuden anbefalede regeringens arbejdsgruppe for nylig at flytte forsvarschef Jesper Helsø og hans sekretariat til ministeriet. Socialdemokratiets forsvarsordfører, Per Kaalund, kræver en god forklaring på overskuddet. - Det er forvaltningsmæssigt næsten lige så slemt som et underskud. Det giver en usikkerhed hele vejen ned gennem systemet før forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, siger han til Ritzau. De Konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller: - Det skal rettes op. I det ny forsvarsforlig er vi opmærksom på, at der skal stilles betydeligt skrappere krav til, at man måned for måned nøjagtigt ved, hvor mange penge man har brugt, og hvad man har tilbage, siger han Dansk Folkeparti kræver en tilbundsgående redegørelse. - Hvis det er korrekt, at man har et overskud på over 600 millioner kroner, så må man stå med en lidt dårlig smag i munden de steder i forsvaret, hvor der er lavet besparelser, som måske har gjort ondt, siger forsvarsordfører Peter Skaarup. Kristendemokraternes forsvarsordfører, Jann Sjursen, ved ikke, om han skal le eller græde. - Det er stærkt utilfredsstillende, hvis vi ikke kan stole på forsvarets oplysninger om økonomien i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Der har været for mange genudsendelser om, at forsvaret ikke har styr på økonomien, siger han. /ritzau/