Lokalpolitik

Skarp kritik fra væltet turistformand

Nina Friis klager over intern illoyalitet samt politisk modvilje fra Venstre.

Der er voldsomt gang i debatten om Løkkens Turistforening. Arkivfoto

Der er voldsomt gang i debatten om Løkkens Turistforening. Arkivfoto

Nina Friis blev i torsdags væltet som formand for Løkken Turistforening. Nu tager hun til genmæle og kritiserer handelsstandsformand Flemming Pedersen for illoyalitet i dennes arbejde i turistforeningens bestyrelse. Hun mener, at han ikke har spillet med åbne kort i forløbet op til den dramatiske generalforsamling i sidste uge. - Jeg har intet personligt mod handelsstandsforeningens formand, men i dette forløb har han ageret utroværdigt, fastholder Nina Friis. Hun peger på to forhold. Dels kritiserer hun Flemming Pedersen for at have handlet enerådende som bestyrelsesmedlem. Blandt andet skal Flemming Pedersen, ifølge Nina Friis, have forhandlet kontrakt på Møstingsvej med Nordjyske Bank uden at orientere turistforeningens bestyrelsen. Desuden påpeger Nina Friis, at Flemming Pedersen har beordret folk på arbejde, samt kontaktet den kommunale forvaltning og politikerne for at lave aftaler. Igen uden på forhånd at orientere bestyrelsen. Dels kritiserer hun Flemming Pedersen for at spille med fordækte kort. Ifølge Nina Friis afviste Flemming Pedersen kun en uge før generalforsamlingen, at Sascha Wittrup Täck ville stille op til bestyrelsen i turistforeningen. Men Sascha Wittrup Täck stillede op og blev valgt. - Betingelsen for et godt foreningsarbejde er ro "derhjemme", siger Nina Friis. - Så kan det ikke nytte, at man ikke kan finde loyalitet blandt sine bestyrelsesmedlemmer. NORDJYSKE har forelagt Nina Friis skarpe kritik for Flemming Pedersen. - Jeg har overhovedet ingen kommentarer til Nina Friis kritik. Nu sidder vi med en ny bestyrelse og må se fremad, siger Flemming Pedersen til NORDJYSKE. Nina Friis kritiserer desuden Venstrefolk, som var mødt op på generalforsamlingen. - Sidste sommer var Venstre i mod, at vi forhandlede med kommunen om støtte, siger Nina Friis. Byrådsmedlem Birthe Andersen (V) afviser skarpt den kritik. - Det er helt ude i hampen. Venstre blander sig ikke i selvstændige foreningers bestyrelsesvalg. Vi er kun glade for at aktive mennesker vil tage del i foreningsarbejdet, siger Birthe Andersen. - Vi er blevet misforstået. Sidste sommer sagde vi, at kommunal hjælp til turistforeningen højest kan blive en nødhjælp. At vi i stedet bør se på turistforeningernes struktur. Det er der nu bred politisk enighed om i byrådets økonomiudvalg.