Lokalpolitik

Skarp ordkrig om budgetforlig

Venstre mener, at Hjørring Kommune drives for dyrt, mens Lokallisten kritiserer Venstre for at føre landspolitik.

Efter fredagens budgetforlig mellem en 21-mands-gruppe, som Venstre og Konservative ikke er med i, optrappes ordkrigen mellem de to blokke. Venstres gruppeformand Susanne Sander mener, at kommunen sandsynligvis ikke drives effektivt nok i forhold til andre kommuner, hvilket giver mulighed for effektiviseringsgevinster. - Vi bliver nødt til at afstemme indtægter og udgifter. Det bliver jo et tilbagevendende problem. Det kan vi se på budgetterne for overslagsårene 2011-13. Her er der også underskud. Susanne Sander peger på, at man eksempelvis på Sundhed-, ældre - og handicapområdet efter kommunalreformen har harmoniseret serviceniveauet på for højt et niveau. - Her bliver vi nødt til at finde et lavere niveau, siger Susanne Sander. Lokallistens gruppeformand, Knud Størup, mener, at Venstre og Konservative med deres afvisning af et bredt budgetforlig har indført lands- og partipolitik i kommunen- - Vi opfordrede Venstre til at være med, men det ville de af princip ikke. Efter min mening har både Venstre og Konservative dermed indført partipolitik og landspolitik i kommunen. Det er jeg skuffet over og det vil jeg gøre til et hovedtema i valgkampen. Jeg vil have klart at vide, om de tager mest hensyn til deres partifæller på Christiansborg eller til borgerne i Hjørring kommune, siger Knud Størup. Jens Broen (K) afviser kritikken. - Uanset om det er landspolitik eller kommunalpolitik har både Venstre og Konservative en holdning. Den har Knud Størup vel kendt i forvejen, siger Jens Broen. Venstre og Konservative fastholder, at skattestigningerne ikke hjælper på kommunens grundlæggende problem. Og da slet ikke, hvis halvdelen af skattestigningen konfiskeres af regeringen med 75 procent i 2010 og 50 procent i 2011. - Hvis kommunerne desuden straffes kollektivt for at have hævet skatterne for meget, så får vi også en regning der. Det bliver efter vores mening altfor dyre penge at hive ind til kommunen, siger Susanne Sander.