Skarpe Odense-kvinder leverer varen efter kaotisk uge

Det var ikke mange skud, der blev misset, da Odense Håndbold knuste MKS Lublin i EHF Cup-gruppespillet.

Nadia Offendal (i sort), her i en ligakamp mod Team Esbjerg, scorede fem mål for Odense i hjemmekampen mod MKS Lublin i EHF Cuppens gruppespil.

Nadia Offendal (i sort), her i en ligakamp mod Team Esbjerg, scorede fem mål for Odense i hjemmekampen mod MKS Lublin i EHF Cuppens gruppespil.

ODENSE:Det har været en turbulent slutning på ugen i Odense Håndbold, som torsdag meldte ud, at syv spillere, heraf fem landsholdsspillere, forlader klubben til sommer.

Det affødte en masse skriverier om, hvad der mon nu skulle ske i den ambitiøse, fynske klub, men lørdag beviste spillerne, at de i hvert fald har koncentrationen intakt.

På hjemmebane pulveriserede fynboerne de polske modstandere fra MKS Lublin med hele 35-18 efter en overbevisende indsats i anden kamp i EHF Cuppens gruppespil.

Odense, der efter fyringen af træner Jan Pytlick fortsat styres af den midlertidige afløser Karen Brødsgaard, førte med fem mål ved pausen, inden man i de sidste 30 minutter kørte gæsterne fuldstændig over.

Anden halvleg blev vundet med hele 17-5.

Den koncentrerede indsats kunne blandt andet ses ved, at afslutningerne holdt høj kvalitet gennem hele kampen. Blandt holdets seks mest scorende spillere i kampen havde fire af dem en udnyttelsesprocent på 100.

Nycke Groot ramte på fem ud af seks forsøg, mens Nadia Offendal måtte bruge otte forsøg på at lave sine fem mål.

Samlet havde Odense 45 skudforsøg, hvoraf de 35 af dem altså sendte måltavlen på arbejde.

Holdet har nu vundet de to første af de seks gruppekampe og ligger lunt til at kunne avancere.

Det samme gør Herning-Ikast, som lørdag også vandt sin anden kamp i gruppen, da midtjyderne på udebane slog russiske Lada med 25-20.

Værre ser det ud for København Håndbold, som på hjemmebane tabte 26-28 til Podravka Vegeta fra Kroatien. Københavnerne er dermed uden point efter to kampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.