Retspleje

Skarpladt jagtgevær gav et år bag tremmer

43-årig ville skræmme uvelkomne gæster.

Den 43-årige Henning Mortensen fra Vester Hassing er i Retten i Aalborg idømt ét års ubetinget fængsel for at gå rundt med et skarpladt jagtgevær. Manden havde taget opstilling med geværet ved siden af sit byhus på Springvandspladsen i Vester Hassing for at vente på nogle ikke velkomne gæster, der kort forinden i et telefonopkald til manden havde sagt, at de ville kigge forbi. Den tiltalte bor således centralt i midtbyen over for en p-plads til et par dagligvarebutikker, og der skal nok være flere kunder, der har observeret geværmanden. Gæster blev væk Den dramatiske episode fandt ved ved 16.30-tiden 8. december i fjor. Den 43-årige gik dog kort efter ind i huset igen uden at have hverken truet eller skudt med geværet. De omtalte gæster dukkede i øvrigt aldrig op. Modtog dommen Et vidne alarmerede politiet, der anholdt manden på sin bopæl, hvor man også fandt det skarpladte gevær med to patroner foruden et lager med yderligere syv patroner. Den 43-årige kunne erkende sig delvis skyldig i forhold til anklageskriftet, og han modtog dommen.