Skarpretteren

Jussi Adler-Olsen sigter efter menneskers og systemers svagheder for at lære os tolerance og retfærdighed

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Han kan skrive næsten alle steder, men han skal helst have både Ipod og ørepropper plus orange høreværn og fars kasket på, før det er rigtigt godt.

Du var syv år, da din familie flyttede fra Sjælland til Brønderslev. Hvad var det, der skete den første skoledag? - Jeg var den eneste ukendte i første klasse. I frikvarteret kommer denne her fyr over mod mig sammen med nogle andre og trækker mig om bag skolen. Jeg var lidt spinkel i det, mindre end de fleste. Var stærk nok, men at slås var ikke lige mig. Henne ved en kælderskakt stiller han sig op foran mig, klassens stærkeste dreng, Bamse hed han, og skal til at lægge mig ned. Det skulle nok bare markeres, at jeg var et fremmedelement. Men det chokerede mig, at de overhovedet ville dét. Så jeg tog fat. Det blev en rigtig slåskamp. Og den vandt jeg. Han smilede, mens han lå der, anerkendende. Vi blev bedste venner. Selvfølgelig. Hvis du nu ikke havde klaret Bamse, hvad så? - Så havde mit liv set helt anderledes ud. Det er sådan noget drenge-noget ... Det er den slags øjeblikke, der er afgørende. Der, hvor man forstår sig selv, og andre ser en på samme måde. Ser, at man er ok. Så jo, Jussi Adler-Olsen er glad for, at det gik, som det gjorde den augustdag i 1957 i Brønderslev. For i dag ser hans liv sådan ud: Han er gift med sit livs kærlighed, Hanne, sammen har de sønnen Kes. De bor, hvor de gerne vil, i Allerød. Han er en af landets bedst sælgende forfattere, hvis bøger skal filmatiseres til tv-serier herhjemme og til biografen i udlandet. Han har stjernestatus i bl.a. Tyskland næsten på linje med Dan Brown. Han er økonomisk fri. Så han er glad. Det er da til at forstå. Glæden kan endda ses på ham, som han sidder her i en af de smukke stuer på Hald Hovedgård ved Viborg. Det er tiende gang, han kommer på forfatterrefugiet for at skrive. Denne gang er det endnu en krimi om hans helt fra Brønderslev, han skriver på. Hvad, der skal ske omkring kriminalkommissær Carl Mørck i det fjerde bind i serien om afdeling Q, vil han ikke ud med. Han kan sit håndværk, spændinger skal bygges op og først forløses, når tiden er til det. Lige nu og her er tiden til at tale. Han skal fortælle om sig selv, sit liv, hvad der har gjort ham til den dundrende succes, han er på bogmarkeder verden over. Herhjemme har han været den hemmelige bedstsælger med sine thrillers, der solgte stort også i udlandet, men ikke blev anmeldt så mange steder, ifølge ham fordi “de er Cinemascope-historier, de er ganske enkelt for lange i spyttet, handler om for store begivenheder og foregår ikke i Danmark.” Anmelderne sammenligner ham da heller ikke med andre danskere, men med de store udenlandske konspirationsskribenter med fod og forstand på stormagtspolitik og globale fremtidsforudsigelser og historieforklaringer. Dem, der kan tilsætte den cocktail så meget spænding og fornøjelse, at alle læser med til sidste side. Men heller ikke med de første krimier om afd. Q, der er kortere og centreret om nære hændelser herhjemme, kom den danske mediemølle i sving med det samme. Han har ikke siddet i diverse tv-sofaer eller blevet et kendt ansigt hos selv dem, der aldrig læser bøger. Brønderslev vækkede ham Måske, fordi han ikke er en ung kvinde? Han svarer ikke direkte. Har ingen grund til hverken at undre sig eller hovere. Nu. - De anmeldelser, jeg har fået, har jeg aldrig kunnet klage over, nøjes han med at sige med den perfekte timing af smil under svaret, der kendetegner dem, der er vokset op nord for fjorden, hvor de kan få sagt alt uden at sige det overhovedet. - Årene i Brønderslev formede mig, vækkede mine sanser, mine talenter. Selv om jeg er født midt mellem Frederiksberg og Nørrebro, er det barneårene i Brønderslev, fra jeg var syv til 13, der har givet mig det, jeg skriver på. Han ser sig selv som “københavner på overfladen, men vendelbo indeni”, og regner den “vidunderlige natur” og “den totale frihed” som det, der har givet hans “bevidsthed dybde”. - Den slags opvækst er totalt umulig i dag. Vi kunne være alle steder, og trygheden var enorm. Vi tog bybussen hjem til frokost, gik, eller fik lov at cykle, hvis vi boede mere end tre km væk fra skolen. Det gjorde vi, så vi fik plads i cykelstativet. Jeg havde nummer 81, det lille papirsbevis blev helt nusset, man havde det altid på sig. Han var en god elev, nogle kaldte ham gammelklog. Han var ikke for fræk, skrev godt, men fik aldrig topkarakteren “Udmærket” før den dag, han skrev stilen fra den årlige togudflugt til Tolne Bakker og i tilgift havde tegnet et Märklintog. - Da lærte jeg billedets magt. Han syntes, han havde hele verden henne i folkeskolen, hvor Frk. Nauntofte var den blide danske dansklærerinde med kridhvidt hår, som var klar til at give et dask. Og den mørke Hr. Clemmensen, som var jøde, “en smuk mand”, drog hele krigshistorien med sig ind i klasseværelset. Han var “blid, blid”, slog aldrig, var tilbagetrukket, var der bare “med sin hjertelighed”. - Og vi fik en grønlænder, der kunne stå på hænder på bordene, til formningslærer. Det var så blandet, ikke ghettoagtigt med en enkelt slags mennesker som på skoler i store byer. Skolen i lå i skyggen af kirken. Også bogstaveligt. - Men kirken er ikke noget, jeg har det skidt med. Jeg er kristent opdraget, men ikke sådan, at Jesus rules. Min far kunne lukke øjnene og bede inderligt, og jeg kunne ikke drømme om at bande derhjemme. Jeg er blevet skærmet mod sekterismen, men så den inde i byen. I den nyeste roman, “Flaskepost fra P” skriver han den viden ud, samler sig om, hvad de gør af ondt ved hinanden inde i en sekt. - Jeg skriver ikke på hævn, men prøver at få et andet motiv. Hævn kan bruges, hvis det samtidig driver en løsning frem og hjælper andre, forbedrer verden. Jeg skriver for retfærdigheden. Både den lille og den store. Det er ikke let at se den umiddelbare sammenhæng mellem 1950’erne og 1960’ernes Nordjylland og murstensromaner om engelske piloter bag tyskernes linier under Anden Verdenskrig eller en fortryllet og fortryllende indonesisk forretningskvinde i Holland, der går i clinch med både terrorister og CIA. Det er lidt lettere med Q-serien og hans vendelbohelt, der vikles ind i danske sager om børnemishandlende sekter, pengeafpresning og overklassens koldblodige kostkolesammenhold, der koster mord på andet end fasaner. Skæve eksistenser Det hurtige svar er, at hans store forestillingsevne og indlevelse i selv de særeste personer skyldes, at han levede på sindssygehospitaler - også i Brønderslev - hvor hans far, Henry Olsen, var psykiatrisk overlæge. - Jeg kørte med ham ud på tilsyn, og i bilen snakkede vi. Der er nogle øjeblikke fra de besøg, fra dagene på hospitalet, min far sammen med patienterne ... De var mishandlede mennesker, som jeg så blive løftet, så de kunne løfte sig selv og dermed få selvrespekt. Det er også en form for retfærdighed. Han husker en jul, hvor han var et lykkeligt barn, der stod og så den smukke, grædende ca. 40-årige kvinde på den anden side af hospitalets juletræ. En indlagt, hvis børn ikke var hos hende. - Så tæt lå lykke og ulykkelighed. Uretfærdigt. Hans familie tog det hele ind. - En af min fars nære venner, Jens Arnold, var hårdt spastisk lammet. Han lærte mig tålmodighed. Og lærte mig at se forbi også den fysiske oddness. Alle er mærkelige, mener forfatteren. Det så og ser han. - Psykisk ustabilitet kender alle til. De skæve eksistenser, jeg har mødt, har betydet meget. Ufatteligt meget. Den store bredde af menneskesindet, jeg har set, har jeg med mig. Og jeg vil da håbe, jeg ved at vise dem i bøgerne kan skubbe til en større tolerance. Det er jo ofte dem, der løser de sværeste opgaver. - Og så er de meget sjovere at skrive om, lægger han til for at trække humoren hjem. Netop den medmenneskelige drivkraft til at skrive skal man ikke lede længe efter at finde ophavet til. Hans far begyndte som praktiserende læge på Nørrebro, hvor det at betale var svært for mange. Blandt andre for Folmer Bendtsen, hvis ikoniserede arbejdermalerier i stedet kom op at hænge hjemme hos familien Olsen. Senere skrev han epokegørende bøger som “En læges vejledning”, verdens første moderne seksualvejledning, men de mange år brugte han i psykiatrien, hvor han selv efter sin død er kendt for sin revolutionerende tilgang og meget store viden. - Han så som en de første, at psykiatriske lidelser også var socialt betingede. At folks given op kunne skyldes for barskt et liv. Så han accepterede, at en lille procentdel faldt af i hjørnet og fik lov at blive siddende i systemet af sociale årsager. Det lærte mig meget om empati og tolerance. Han lærte også om magt og magtmisbrug. Som da han som barn lagde mærke til, at de råbende patienter i “skrigeburene” på hospitalet i Nykøbing Sjælland i 1955, var helt tavse året efter. - Da var psykofarmakaen kommet til Danmark. De var helt sløve. De var som små disciple, der fulgte efter deres læge. “Gøgereden” er vand ved siden af det, der skete dengang. Og hvor kom det fra? Som min far sagde, var det tyske producenter ... Inspirationen til “Kvinden i buret” ligger lige for. Men hvorfor er alle hans bøger så grumme? - De onde tanker er der jo, men vi skal af med dem. Det er derfor, folk læser bøger som mine. Jeg forløser dem. Ifølge ham er den gode thriller “ikke spækket med skræk og gru, men søger en balance, hvor uret og ret sættes op mod hinanden med ord.” - Og så ordner jeg det hele lidt. Ikke helt, det skal ikke være for straight on, der skal være lidt uorden tilbage ... - Thrilleren har mange regler, der skal overholdes, før læserne er glade for den. En af dem er, at man skal blande det, læserne er vant til, med det, læserne frygter. Så når man dem. Sønnen vedstår sig hellere end gerne arv og gæld fra sin far og hans ikke blot hustru, men også medforfatter Karen-Margrethe Adler. Begge arbejdede ikke blot idealistisk, men var også kloge langt ud over gennemsnittet. Måske var faderen endda landets bedst uddannede mand? Det mener Jussi Adler-Olsen, der har valgt som sin far: At tilegne sig viden er en sjov hobby. - Min far nåede umådeligt meget. Han tog fem embedseksaminer. Ved siden af alt det andet. Sønnen gør det samme med sine bøger, der hver især er videnspækkede nok til et større akademisk undervisningsforløb. Det gælder, hvad enten man går ind i bogens bærende tema som El-Al-flyulykken over Holland, hvorom hans bog og dens research forårsagede en offentlig høring, eller man nærmer sig en af de sidehistorier eller bipersoner, der medvirker. Hans viden er på plads. Og han vælger, at vi andre skal have den med. Nysgerrigheden Troen på videns evne til at flytte bjerge til fordel for f.eks. tolerance er magen til forældrenes. Også evnen til at koncentrere sig har sønnen arvet hjemmefra. Det gode hoved fik han også med, vil andre sige. Også nysgerrigheden, der var mere værd for forældrene end de gængse mål for uddannelse og prestige. De spredte sig, deres almene viden var enorm, børnene fik vist, at man kunne “springe fra platform til platform”, blot man dedikerede sig. Og det var ok, at det f.eks. var musik, som for Jussi i teenagetiden, selv om det kostede et ekstra år i gymnasiet. - Ingen af os fik specielt gode studentereksaminer f.eks., men vi har alle klaret os ekstremt godt med det, vi har villet og valgt. Selv har han hoppet rundt mellem studierne, begyndte som læge, men måtte stoppe, fordi han blev bange for at blive fanget af den kynisme, han oplevede. - En dag til psykologisk forelæsning i Anatomisk Institut lige ved dissektionsstuerne, hængte de andre studerende deres tasker på de arme og ben, der stak ud under lagenerne. Jeg gik. Jeg kunne ikke leve med den distance. Friheden til at træffe det valg havde min far ikke i sin tid. Hans far var fabrikant, en stor, tungt kristen og regelbunden mand, der ejede det halve af Tølløse by. Jussi Adler-Olsen har aldrig fortrudt sit farvel til den lægeverden, han var vokset op i, og fortsatte i stedet med det nyoprettede samfundsfag, der blot satte system i det, han gjorde i sin fritid: At analysere sin samtid. Efter et par år fandt han frem til filmstudiet, som han fuldførte bifag i, og som gav ham den manuskriptforståelse og billedmættede fortælleteknik, han skriver sine bøger med. - Filmen vendte mit liv. Jeg blev billedmager. Det er jeg stadig. Ingen af studierne er spildt. Han hugger massivt fra både humaniora og naturvidenskab i hver eneste bog. Modet til at tro på så rodet et projekt som hans selvkomponerede uddannelse kom hjemmefra. Sikkerheden for, at man klarer sig, har alle fire børn fået foræret. Og som lillebror til tre søstre fik Jussi endnu mere end det. - Jeg var forkælet, konstaterer han, der som teenager ville ud til grænsen, og som 14 årig derfor ville gøre som Hjemmeværnet og på et døgn gå 80 km med 18 kilo oppakning. Skuldrene blødte, da han og kammeraten kom i mål. - Det regnede. Vi græd. Vi gik i læ i telefonboksene. Men vi gjorde det. Og der sker noget med mig efter sådan noget. Jeg ved, at jeg vil og kan. At jeg har kompromisløsheden i mig og kan vælge den. Som da han med vennerne sad en uge i et højt raftetårn og af kedsomhed røg det græs, de havde lagt ud som liggeunderlag, og fik tynd mave og sked ud over kanten til frit skue for skovgæsterne, der havde læst om drengenes manddomsprøve i den lokale avis. - Mærk verden. Det var vel derfor, man forlanger noget af sig selv? Jeg havde højdeskræk, derfor tårnet. Men jeg har det stadigvæk. Det var i teenageårene, hvor de var flyttet til Brøndbyøster. Spejderlivet lod ham beholde en smule Nordjylland under huden, men efterhånden blev det musikken, det gjaldt. Han spillede guitar i band, men oplevede også sammen med Hans Otto Bisgaard i Brøndby Pop Club som de første at skaffe f.eks. Rod Stewart til Danmark. - At se de store stå der ved sceneindgangen og være nervøse ... De var også blot mennesker. De tre søstre var også til musik. De dansede jitterbug og gav ham nærkontakt med generationen lige før hans egen. - Jeg er jo ‘68’er, griner han. Han kom på universitet lige netop den tid, flød med, holdt af og med de svage, og ville bruge sine talenter på dem. Men han ville også kunne gøre det. Så han ville ikke overlade sit liv til andre. Ville selv have styr på det hele. Og selv om det blot var meningen, at butikslokalet i Blågårdsgade på Nørrebro skulle være et dække for en billig studiehybel til ham og Hanne, som han har holdt sammen med siden 1970, gik der aktivitet i det også. Udlejeren krævede, at der var en åben butik, og “det var ikke nok med 29.2. fra 16-17”, og det eneste, Jussi elskede på det tidspunkt, var tegneserier. Så i løbet af få år havde han fire ansatte i sin forretning med nye og gamle serier. “Pegasus” hed butikken, der gjorde dem begge gældfri allerede under studierne og desuden skaffede dem penge til at købe og istandsætte deres første ejendom med 12 lejligheder og 16 garager. Siden har han været økonomisk uafhængig. En rød kapitalist, der efter salget af “Pegasus” arbejdede gratis to år i ledelsen af den danske fredsbevægelse. Da også den var blevet professionaliseret, “blevet trukket op over sin egen formåen”, drog han videre. Han skrev bl.a. musikken til tegneserien “Valhalla” og startede et forlag. Sådan bare lige. - Jeg har gjort, hvad jeg havde lyst til. Har været så heldig, at jeg har fået en solid, borgerlig, kristen opdragelse med brugbare værdier, kunnen og redskaber. Og siden har fået mulighed for at udleve mine helt egne idealer. Men hvad han stemmer på i dag, får man ikke at vide. I “Fasandræberne” om en flok rigmandsbørn fra Herlufsholm skriver han på side 179: “Hun var indbegrebet af en overklassegimpe.” Men han sætter ikke sine bøger på politiske opgaver. - Det er ikke mit ærinde at gå efter overklassen. Jeg går efter alle klasser. Ingen skal føle sig sikre. I “Fasandræberne” er posedamen jo heller ikke ligefrem sympatisk, vel? Jeg bruger alle som statister til at vise mønstre. Vi er alle klichéer, også mig selv. Forfatteren måtte vente Da han var ung, 26 år, lod han sig sterilisere. Verden var for ond til børn. Siden lod han en laserstråle gøre operationen om, men der kom intet barn. Ikke før, de to havde været i Egypten og stået midt i pyramiden og mærket “et kosmisk lys, en enorm energi” og bagefter “bedt Tutankhamon om lidt hjælp”. - Så Kes er undfanget i Luxor. Han er deres eneste barn, er født i 1989, og ham er den seneste bog dedikeret til. Han skriver selv. Hans far har ikke fået lov at se det endnu. Men kærligheden til sønnen ses med det blotte øje. - Han sov aldrig som lille. Vi var udmattede. Og som en typisk mand synes jeg jo ikke, jeg kunne være far og forfatter. Næh, man skulle være forsørger, når man var far ... Så forfatterdrømmen, som han havde haft længe, blev lagt død. Han skrev allerede en hel roman i 1980, og fik ideen til den første, han udgav, “Alfabethuset”, tilbage i 1988. Men faderrollen gav ham mentalt slips på, og han indledte en habitkarriere med direktør- og chefredaktørjob i den nordiske tegneserie- og bladverden. Efterhånden sov barnet dog, og forfatteren ville ud. Hanne så det, og pressede på. I 1997 udkom den første thriller. - Siden har jeg levet af at skrive. Og ligesom han altid har haft penge i banken, har han også 13 synopser til bøger liggende i skuffen. En slags kreativ kapital, der præcis som pengene giver ham ro til at gå i gang med lige præcis den historie, han brænder for. Han ved, han aldrig løber tør. Han er dybt metodisk i sit arbejde. Som en håndværker er der rytmer og rutiner, der skal holdes. Efter en times tid med ro, plugger han sin Ipod til, sætter ørepropperne i, dækker dem med orange høreværn til at holde telefoner ude, trækker sin fars kasket godt ned i panden, tænder for filmisk musik: Ennio Morricones til “The Mission”, Bill Whelans show “River Dance” eller soundtracket fra “Emma” med Rachel Portman. - Når jeg lytter til intet mindre end den bedste af den bedste musik, skal jeg svinge mig selv op på det højeste niveau også. Men han skriver ikke uforanderligt. Han arbejder med teksten. Og skriver den derfor først med de blå bogstaver på den blå skærm i WordPerfect 5.1. som i 1980’erne, fordi det er blidest ved øjnene og mindst færdigt. Det printes og rettes. Næste led er i Word, hvor baggrunden er hvid, og bogstaverne sorte, så det ligner et brev. Det printes og rettes. Tredje led er pdf, hvor det nærmer sig en bogside. Også i denne omgang skrives der både på skærm, printes og rettes igen. - Seks gange skrives det igennem, lister han. Detaljerne Her på hovedgården skriver han oppe på hemsen i den lillebitte sidefløj kaldet kapellet, fordi den har et klokketårn. Den klokke, man ringer med, når man har skrevet 100 sider eller afslutningen på en bog. - Jeg har ringet nogle gange, konstaterer han. Han har ringet så mange gange, at hans hustru, Hanne, fra 1. november er ansat til at holde styr på alt andet end det konkrete forfatteri. Hun sidder ved spisebordet og er ved at ordne ringbindet med personkarakteristika på hver og én af de skæbner, hendes mand tumler med på skærmen. - Han glemmer detaljerne, når han er i gang med den store fortælling, så da er det en stor hjælp at kunne slå op, fortæller Hanne Olsen, der qua sit tidligere job som socialrådgiver med speciale i autistiske børn også “hjælper ham med empatien.” - Hvis han ikke er empatisk nok overfor en person, får han det at vide, siger hun, og han ler. - Det var pænt sagt! Jeg må skrive det om, må jeg! Men det gør jeg også, for hun har ret. Selvom det er ham, der skriver, er finpudsningen et fælles projekt. Som når han ombygger huse, hans hobby, han har gjort det 12 gange. Respekten for det håndværksmæssige, nydelsen af det, er gennemgribende. - Jeg synes ikke, succesen har forandret ham. Han stoler måske mere på sig selv, men han har egentlig aldrig tvivlet ... - Og vi har altid været gode til at tilpasse os. Når sådan noget sker så voldsomt, som det er sket med Jussi, er det en stor fordel, at man aldrig har levet lineært, siger hun og medgiver, at det egentlig ikke passer til ham at skulle skrive serier. - Han er mere til at skrive en mursten ad gangen, han er jo en igangsætter, så det kan være lidt skræmmende at kunne se sit forfatterskab planlagt så langt frem. Han er enig, men forklarer, at det er læserne, der trækker ham. - Det hårdeste i alt det her er at leve op til at give læserne det, jeg synes, jeg skal give dem. Jeg har en næsten sygelig stor respekt for publikum. Jeg havde det også, da jeg spillede musik. Jeg elskede at mærke, at jeg gav dem noget. Og når jeg nu sidder og skriver i min enorme ensomhed, klarer jeg det kun, fordi jeg ved, der er mennesker derude, der vil læse mine ord. Hver dag svarer han på mail fra hungrende læsere. Det er som at få “en sjat kram, og lige nu krammes jeg vældig meget”. De skriver, at “tre dage er for længe at vente på den næste roman”. Han bliver “glad, meget, meget glad”, men føler også forpligtelsen til at blive ved at levere det, de efterspørger. - Jeg prøver at bevare min gejst ved at gøre hver bog til et studie i et nyt tema og lade afd. Q være indpakningspapiret. Han nyder dog også selve skrivehåndværket. Han samler på sætninger, hitter dem i aviser og hører dem i toget. Samler på plot fra eget og andres liv. Læste om 200 CIA-spioner, der var taget til fange i Irak. Og parrede det i “Firmaknuseren” med, at det Bonnier-ejede “TV-guiden”, han var chefredaktør på, i måneder havde fået falske fax om forkerte ændringer i tv-programmerne, som de så trykte til læsernes utilfredshed. Da bladets abonnementstal faldt, blev det lukket. Og mediekoncernen Aller blev alene på markedet. - Men behøver ikke digte konspirationerne, siger han med det meste usagt. Han lodder også ægte stemninger, tonerne i rummet efter, ordene er sagt. Det lille øjeblik sætter han på sin skulder og skriver ned senere. Han lagrer hele tiden. Bruger alle sanser. Så i 1995 et par øjne, der pirrede ham i en avis, og ledte ham på sporet af “Washington-dekretet”. Øjnene var Osama Bin Ladens, seks år før 11. september. Han vil bruge alt. Og derfor skriver han helst thrillere. De giver plads til at skrive den store kærlighedshistorie ud og endog gøre den hed ind imellem, der er plads til skæve personager, til de grumme sider af mennesket, og ikke mindst til de storpolitiske konspirationer. Krimien er lidt anderledes. Den er mere nede på jorden, men det var også dèr, han ville hen. Han ville anerkendes hjemme, drengen. Det er han blevet. Men han ville også give noget tilbage til Brønderslev. Hovedpersonen Så byen har fået Carl. Carl Mørck. - Jeg ville skrive en serie, så hovedpersonen skulle jeg virkelig kunne holde af. Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at han skulle være vendelbo ... Han ville plukke fra sin egen tid i Brønderslev. Og det “er sjovt at dokumentere sit eget liv uden at udstille det som det.” Carl Mørck møder vi første gang henne på side ni i “Kvinden i buret” den første af bøgerne om Politigårdens nye specielle afdeling Q, der skal tage hengemte sager op fra kælderen. Vi ved, han bliver vores hovedperson, men det er ikke ligefrem fordi, hans skaber fedter for ham. Vi får at vide, at han efter at være blevet strejfet af en kugle ved tindingen ikke længere er sig selv, den erfarne kriminalefterforsker, der levede og åndede for sit arbejde, ej heller den lange elegante jyde, der fik øjenbryn til at hæves og læber til at skilles. Nu er han selv skilt, men har end ikke taget sig sammen til at fjerne Viggas navn fra hoveddøren. Vi møder også den enorme skyldfølelse, der trækker rundt med ham, fordi kollegaen Anker blev dræbt under skyderiet. Vi møder hans egenskaber. Fem sider længere fremme siger hans årelange konkurrent, Lars Bjørn, til deres chef, at det er fandens, at Mørck kommer tilbage nu, at folk klager over ham, at han kommer meget for sent, herser med sine folk, svarer ikke på opkald, hans kontor er kaos. Og han får lov at fortsætte på næste side med at kalde ham ugidelig, tvær, knotten, kværulerende. - Carl, det er mig. Men han er kommet videre end mig. Jeg barer nag og er utålmodig. Jeg må lære af ham, men er blevet bedre med årene. - Og Mørck, det er en skizofren mand, som jeg lærte at kende på Skt. Hans i 1956, hvor han var det sødeste og rareste menneske, der kørte mad ud til os, men jeg vidste et eller andet sted, at han var der, fordi han havde gjort noget forfærdeligt. Han er eksponent for menneskets dualitet. Han skriver efter skyggerne, dem, mennesker kaster. Som i ungdommens yndlingstegneserie, “The shadow Knows” i amerikanske “Mad”. - Jeg vil gerne være det hæfteplaster, man langsomt trækker af. Han ler, for han er ikke altid ude i den barske afslørings ærinde, men det er ikke så let at sige undskyld, når man kom fra Brønderslev, som han lader Carl Mørck eller hvem, det nu er, tænke på side 339 i “Fasandræberne”. - Jeg er ikke politisk korrekt. Jeg vælger ikke syriske Assad som Carls assistent for at være hellig. Han har så umådeligt mange fejl. Kan vi overhovedet stole på ham? Jeg vil snarere afmytologisere. Som han selv har fået det gjort med sine egne myter om barndommen i Brønderslev. Han har været tilbage til Brønderslev og fået selve byen sat på plads hånd i hånd med sin yngste storesøster i efteråret. - Byen er totalt forandret. Og det gør ikke noget. Men selve den ofte evige længsel efter barnets tabte land fik han forvundet i år 2000. - Vi var i Kina, Hanne, Kes og jeg, med et rejseselskab, og denne her mand sakkede hele tiden bagud. Guiden havde udset mig til at være sin hjælper, så jeg hentede ham venligt gang på gang. Han var sød nok, blot meget optaget af alt det han så. Og sådan ret jysk i det. De to snakkede og hyggede sig “vældigt”, indtil den sidste dag, hvor en af de andre snakkede til ham og kaldte mig Carl ligesom guiden, der ikke kunne sige Jussi på sit Kina-engelsk. - Men jeg rettede det og bad om at blive kaldt Jussi. - Så var det, at manden vendte sig om og grinede over hele hovedet. For jeg hed ikke Carl i skolen, men Jussi. Og han var ikke bare en jyde. Han var Bamse. Vi faldt hinanden om halsen. Kunne pludselig kende hinanden. Og så fik jeg sådan en ro. Savnet blev lukket. Det var ikke sorgen over at være flyttet fra Brønderslev, der havde gnavet. Det var over at have mistet Bamse, min bedste ven. Så da forsvandt såret. - Siden har jeg bare kunnet nyde at være fra Brønderslev.