Ernæring

SKAT i Hjørring males - hvidt

Det kræver tålmodighed og ingen højdeskræk at male Metropol med spand og kost

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Malersvend Søren Espersen understreger, at det ikke er for sarte sjæle at male i 38 meters højde.

Hvis det virker uoverskueligt at få malet udhænget på garagen, så kan man jo kaste blikket opad en dag på Parallelvej, hvor malersvende fra firmaet Jørgen Jeppesens eftf. i Hirtshals er i gang med noget af en maratonopgave. Hele Metropol inkl. det med tilhørende ti etagers højhus males i øjeblikket med kost og spand. - Det er en stor bygning, og nok den mest specielle opgave jeg har været med til, fortæller malersvend Søren Espersen, der manøvrerer rundt på facaden i en stor lift. - Ja, vi har jo en flot udsigt over Hjørring, men medarbejdere med højdeskræk kan lige så godt blive hjemme, konstaterer han. Malerarbejdet har allerede været i gang i mange måneder, og der vil i hvert fald gå endnu en måned før det er færdigt. - Det er en speciel maling, der skal påføres med kost, så det tager noget tid, fortæller malersvenden. Arbejdet er også afhængig af vejr og vind. Når det blæser meget eller regner, må malerne tage en pause. Og sker jo ikke så sjældent i øjeblikket. I den ene lift bliver der malet, mens to ansatte i den lift sørger for afdækning af vinduer. - Vi er nok det eneste firma i Nordjylland, der har mandskabet og grejet til så stor en opgave, siger Søren Espersen. Og det bliver også til en pæn sjat maling, for de skal over det hele tre gange. - Vi regner med at bruge 3500 liter maling, det svarer nogenlunde til at male 100 parcelhuse, fortæller Søren Espersen. Egentlig var det slet ikke meningen at Metropol efterfølgende skulle males. Bygningen er pudset op med indfarvet mørtel, men farven viste sig at blive for mørk, og så man jo i gang med kost og spand. - Den bliver flot i hvid, og det vil holde sig pænt i ti år, fastslår Søren Espersen. Og så er det nok ikke tilfældigt, at farven hvid er valgt, når det er SKAT, der holder til inde bag vinduerne. Sort ville nok sende et forkert signal. - Det ér hvidt, understreger Søren Espersen.