SKAT jagter luksusbiler

SKAT slog til mod skattesnydere i meget dyre biler på den nordjyske motorvej.

Biler 12. april 2011 13:49

25 luksusbiler i millionklassen blev fredag i sidste uge vinket ind på en rasteplads på motorvej E45 nær Støvring. Her stod SKAT Nordjylland klar til at kigge nærmere på, om der blev betalt korrekt skat af de dyre biler. Aktionen var rettet mod luksusbiler, som er ejet af danske virksomheder, og som bruges privat af enten ejeren eller en medarbejder. Audi registreret som autocamper I løbet af fire timer blev der stoppet 25 biler af mærker som Ferrari, Porsche, Jaguar, Audi og Mercedes. I otte af tilfældende skal der ses nærmere på skatteforholdene. - I en af sagerne ser det ud til, at en virksomhedsejer i otte år har glemt at selvangive værdien af at have en Mercedes stillet til rådighed til privat benyttelse, fortæller Jan Axelsen, og tilføjer: - Vi skal også have fulgt op på en sag, hvor en Audi Q7 var indregistreret som en camper. Det betyder, at der kun er betalt 60 procents registreringsafgift i stedet for 180 procent. Vi kunne ikke finde det mini-køkken, der blandt andet skal være installeret i bilen, for at den kan indregistreres som en camper, siger han. SKAT Nordjylland forventer, at aktionens samlede resultat vil give ændringer på mellem en halv og en hel million kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...