Skat kan betyde fransk farvel til Zlatan

Ny millionærskat kan koste de franske klubber deres stjerner

Foto: Kenzo Tribouillard/AFP

Foto: Kenzo Tribouillard/AFP

PARIS:Frankrigs rigeste fodboldklub, Paris Saint Germain (PSG), kan i fremtiden få svært ved at holde på sine største stjerner som for eksempel Zlatan Ibrahimovic og træner Carlo Ancelotti, skriver Bloomberg News.

Den franske skattefar skal nemlig til at have en større bid af de bedst betalte spilleres lønkage.

- Med disse sindssyge skatteomkostninger vil Frankrig miste sine bedste spillere. Klubber vil se deres konkurrenceevne i europæisk sammenhæng falde, og staten vil meste sine bedste skatteydere, skriver organisationen bag den franske liga i en pressemeddelelse.

Samtidig anslår fodboldorganisationen, at det vil koste holdene i den bedste franske liga 82 millioner euro.

Det er den nye millionærskat, der får de franske fodboldfolk op af stolene. Skatten betyder, at franske skatteydere skal betale 75 procent af deres indtægt, der ligger over en million euro - det gælder også fodboldspillere.

Mindst 12 af PSG’s spillere har en årsløn, der ligger over grænsen, skriver det franske fodboldmagasin France Football Magazine.

Zlatan Ibrahimovic anslås at hente 15 millioner euro om året, mens klubbens Ancelotti må ”nøjes” med 12 millioner euro.

David Beckham, der også spiller i den franske storklub, slipper dog for at punge ud i denne omgang, da hans aftale med PSG kun er gældende i fem måneder - hvilket ikke er nok til at gøre ham til fransk skatteyder.

Tidligere på året blev den franske skuespiller Gérard Depardieu russisk statsborger for at undgå den ny millionærskat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.