Skat virker - med omtanke

SRSF-POLITIK:De danske energipolitikere vil gerne have vindmøller ud for Nordjyllands kyster, elbiler i gaderne i Aalborg og Frederikshavn og varmepumper i stedet for oliefyr rundt om i landsdelen. Alligevel overvejes det, at øge Europas tungeste beskatning af el. I dag er knap 60 pct. af elprisen for en husstand skatter og afgifter - og det mindsker elforbruget. Det er ellers stik imod det politiske ønske. Senest roste det Internationale Energiagentur (IEA) Danmark for at ville erstatte fossile brændsler med el. Den grønne omstilling giver nemlig ikke bare bedre klima - den fører også til vækst og danske arbejdspladser. Ikke at skatten på el skal ned. Den bør i stedet gøres lig med andre energiarter, så det ikke afgøres af afgifter, om vi vælger oliefyr eller varmepumpe. Det skal ske ud fra hvilken teknologi, der er mest effektiv og hvilken energiform, som er billigst. Men højere elafgifter overvejes. Den 28. februar tog de Miljøøkonomiske Vismænd bladet for munden om emnet. De påpeger, at de aktuelle energiforhandlinger på det punkt går stik imod en grøn omstilling, da højere afgifter på el vil gøre "det mindre attraktivt at flytte det individuelle fossile energiforbrug over til el (…)". Altså mere oliefyr og mindre CO2-neutral strøm. Vi ved, at skat virker. Når skatten på tobak hæves, suser nogen over grænsen og køber smøger - andre køber mindre eller holder op. Jeg frygter, at øget skat på el virker og mindsker den nødvendige elektrificering af samfundet. Desværre. Men heldigvis kan de danske politikere nå at besinde sig, så hverken energiforlig eller skattereform skævvrider skatten på el yderligere. Jeg håber, at fornuften sejrer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.