EMNER

Skatte-bejleri fra Sindal og Løkken-Vrå

Sekretariatsbetjening af skatteankenævn i Vendsyssel giver fem arbejdspladser

SINDAL:1. september går Aalborg Kommune igang med sekretariatsbejening af alle skatteankenævn i amtet, men den nordjyske gigant har endnu ikke placeret sin vendsysselsk filial af funktionen. - Det er en god ide med en filial i Vendsyssel. Vi er jo ikke interesseret i at vores folk skal tilbringe alt for meget tid på landevejene, siger skattechefen i Aalborg Kommune, Lars Møller Madsen. Sekretariatsbejeningen indebærer blandt andet sagsfremstillinger og mødeafvikling for de kommunale skatteankenævn, og Aalborgs skattechef vurderer, at en filial mindst skal have fem medarbejdere for at sikre et ordentligt, fagligt miljø. Som tidligere nævnt er Sindal Kommune meget interesseret i at huse filialen med en håndfuld arbejdspladser, idet man fra årsskiftet siger farvel til stort set hele sin skatteforvaltning, der rykker til Hjørring i det nye ligningscenter - et skattesamarbejde, som Hirtshals også deltager i. Ifølge Lars Møller Madsen har Løkken-Vrå Kommune, der deltager i et andet ligningssamarbejde dog også budt på filialen. - Det ville være godt, at filialen kunne etableres i enighed, så vi ikke starter op med et hundeslagsmål, siger skattechefen. Borgmester Søren Risager (V) ser dog ikke umiddelbart lyst på udsigterne om, at enten Sindal eller Løkken-Vrå skulle trække deres bud.