Skattepolitik

Skatte-yderne betaler Utzon-renter

Sammenlægningsudvalget blåstempler million-støtte til Utzon-projektets afvikling af lån

Der mangler endnu 35 millioner kroner: Projekt Utzon består af Utzon Center (forrest i midten), kollegieboliger i otte-etagers bygninger (tv), og Utzon Park.

Der mangler endnu 35 millioner kroner: Projekt Utzon består af Utzon Center (forrest i midten), kollegieboliger i otte-etagers bygninger (tv), og Utzon Park.

AALBORG:Borgere i Danmarks snart tredjestørste kommune skal nu være med til, at finansiere Utzon-projektet på Aalborgs havnefront i form af renter på lån. Sidste uges donation på 20 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond luner gevaldigt, men Utzon Fond mangler fortsat omkring 35 millioner kroner for at kunne betale prisen på de 80 millioner HP Gruppen agter, at bygge for. Inklusiv moms. - Sammenlægningsudvalget aftalte på budgetseminaret, at yde rentestøtte til lån, Dog højest halvanden million kroner om året, bekræfter kommunaldirektør Jens Kristian Munk. Utzon Fond undersøger netop nu muligheden for bank- og/eller kreditforeningslån. - Hvad låne-behovet helt præcist bliver er endnu ikke afklaret, da vi fortsat har ansøgninger liggende hos mulige bidragsydere. Vi glæder os bestemt over udmeldingen fra politikerne om rente-støtte, siger formand for Utzon Fond, rektor på Aalborg Universitet, Finn Kjærsdam. Kommunaldirektør Jens Kristian Munk vurderer dog, at halvanden million kommunale støtte-kroner om året ikke rækker, hvis lånebehovet ender på de nuværende 35 millioner. - Det rækker ikke. Slet ikke. HP Gruppen skal have endelig besked om Utzon-projektets skæbne senest 21. september. To dage forinden holder Utzon Fond et formentlig afgørende møde i bestyrelsen. - Alle medlemmerne skal naturligvis tages i ed. Men jeg anser det for næsten sikkert, at det bliver et ja, og så kan vi gå i gang med det samme, siger Finn Kjærsdam. Han fremhæver, at Aalborg Universitet har sagt ja til at betale for driften af Utzon Center i det omfang, universitet som forventet får stillet bygningen gratis til rådighed. Sammenlægningsudvalget vedtager først formelt den kommunale støtte-garanti på op mod halvanden million kroner om året i oktober som led i et kommende budgetforlig. - Utzon-projektet står færdigt senest i april 2008, men formentlig tidligere, forventer Finn Kjærsdam.