Skatteaftale på plads

Regeringen og Dansk Folkeparti fik søndag forhandlet en skatteaftale på plads. Bundskatten nedsættes, mellemskatten forsvinder, og grænsen for topskat stiger. Opdateret kl 18.12.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev søndag 1. marts enige om en skatteaftale. Her bliver det meddelt af finansminister Lars Løkke Rasmussen, erhvervs - og økonomiminister Lene Espersen (tv) og Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard. Foto: Scanpix.
Skattepolitik 1. marts 2009 18:10

Regeringen kom med sit skatteudspil i tirsdags, og siden er fire partier sprunget fra, inden regeringen og Dansk Folkeparti søndag nåede til enighed. Det sker efter, at de tre partier søndag eftermiddag tog hul på en ny forhandlingsrunde. Skatteaftalen, forårspakken, blev præsenteret på et pressemøde kl. 17.30. Forårspakken Forårspakken, som blev præsenteret på årets første forårsdag, medfører, at topskatten øges med 42.800 kroner til 425.000 kroner. Det betyder, at knap 350.000 lønmodtagere ikke længere skal betale topskat. Mellemskatten på 6 pct. afskaffes. Det betyder, at ca. 620.000 personer med en indkomst over 352.000 kr. slipper for at betale mellemskat. Og bundskatten nedsættes med 1,5 procentpoint, svarende til en skattenedsættelse på ca. 14 mia. kroner. Tilfreds statsminister Statsminister Anders Fogh Rasmussen er særdeles tilfreds med aftalen, selv om det ikke blev til de lettelser i topskatten, som regeringen oprindeligt havde lagt op til. - Vi er særdeles tilfredse med indholdet. Den opfylder vores ønske om at få en markant sænkning af skatten på arbejdsindkomst, herunder skatten af den sidsttjente krone. Det er klart, at der er foretaget nogle ændringer i forhold til regeringens udspil, når det gælder den fordelingsmæssige profil. Der har Dansk Folkeparti ønsket en række ændringer, og Dansk Folkeparti er blevet imødekommet på en række punkter, som så betyder generelt, at der bliver givet noget mere i bunden af skatteskalaen, siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau. Ifølge statsministeren vil aftalen dog alligevel betyde, at danskerne fremover skal betale mindre af den sidsttjente krone. En historisk skattesænkning Ifølge skatteminister Kristian Jensen (V) er der tale om en historisk sænkning af marginalskatten. - Der har ikke tidligere været indgået en skattereform med en så stor sænkning på den sidsttjente krone, siger skatteministeren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...