Skattedirektør: Loft følte pres fra Troels Lund

Skattedirektør Lisbeth Rasmussen hævder nu, at departementschef Peter Loft fortalte om pres fra Troels Lund.

Skattedirektør: Loft følte pres fra Troels Lund

Tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft har selv sagt til skattedirektør Lisbeth Rasmussen, Skat København, at "han blev overordentlig presset af ministeren" under Skats behandling af Stephen Kinnocks skattesag.

Det hævder Lisbeth Rasmussen på dag otte i Skattesagskommissionen, hvor hun siden onsdag morgen har afgivet forklaring i den omfattende sag.

Ifølge Lisbeth Rasmussen faldt Peter Lofts ord på et møde mellem de to den 16. marts 2012.

Dermed belaster Lisbeth Poulsen nu den daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen (V), yderligere.

Tidligere onsdag fortalte hun således, at der efter hendes opfattelse lå et pres på Peter Loft fra Troels Lund Poulsen for at få påvirket Skat Københavns afgørelse i Helle Thorning-Schmidts (S) mand, Stephen Kinnocks, skattesag.

Lisbeth Rasmussen understregede, at hun ikke har "et meget konkret bevis", men begrundede sin fornemmelse med departementschefens "meget store interesse" for sagen.

- Hans anspændthed pegede på, at det (presset, red.) var inde fra ministeriet. Fra Troels Lund Poulsen, sagde Lisbeth Rasmussen, der var chef for sagsbehandlergruppen i Kinnocks skattesag.

- Kunne det ikke komme sig af sagens betydning, ville kommissionens udspørger, advokat Lars Kjeldsen, vide.

- Det mener jeg ikke, man kan feje af. Men det ændrer ikke ved, at der lå et pres. Det virker mistænkeligt, at han (Peter Loft, red.) bliver ved med at spørge til aspekter, der allerede er afklaret, siger Lisbeth Rasmussen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.