Skattefar forgyldes ved et salg

En beregning viser dog også, at der er prisforskelle mellem AKE og nogle af de mulige købere.

Skattepolitik 13. februar 2011 08:30

Kunderne bag 62.000 elmålere i det meste af Aalborg by og store dele af Nørresundby skal formentlig vænne sig til en ny ejer af elforsyningen. Det samme skal de 52 ansatte i Elforsyningen AKE. Når de 31 medlemmer af Aalborg Byråd i morgen lukker dørene for offentligheden efter den åbne del af byrådsmødet, så sælger et flertal i salen med al sandsynlighed den kommunale elforsyning. Fagforeningen for en stor del af de ansatte i elforsyningen, Dansk El-forbund, har igennem lang tid regnet med, at elforsyningen for længst var solgt, selvom det endnu ikke er formelt vedtaget. Flertallet for at sælge elforsyningen har også hele tiden været på plads med S, V og K, der dog har afventet budrundens gang, mens SF, DF og R har været imod. Elforsyningen har som bekendt været udbudt, og nu skal afgørelsen træffes. NORDJYSKE Medier har ikke kunnet få at vide præcist hvor mange, der har budt. I stedet har der været en mur af tavshed fra parterne med henvisning til en underskrevet fortrolighedsklausul. NORDJYSKE Medier har dog tidligere skrevet, at Himmerlands Elforsyning (HEF) byder, mens Elforsyningen Sydvendsyssel (ESV) ikke har villet afvise et bud fra fusionen mellem netop ESV og ENV. Med hensyn til hvad salgsprisen kan være, har NORDJYSKE Medier tilbage i marts viderebragt en pris på omkring 800 mio. kr. En salgspris med forbehold, der var beregnet ud fra, hvad Roskilde Elfor- syning blev solgt for til SEAS-NVE i 2009. Skattefar forgyldes En ting er dog sikkert, det er ikke kun kommunen, der bliver forgyldt ved et salg. Det samme bliver skattefar, der må komme i stødet, når han ser checken fra Aalborg. Med et salg af den kommunale elforsyning kan man ikke længere lade de 461 mio. kr., der er tilbage fra salget af Elsam-aktierne, ligge i kassen. I stedet skal pengene nu formentlig bruges over en ti-årig periode på enten anlæg eller afvikling af gæld. Ved at bruge pengene over ti år, så slipper kommunen med at sende 40 procent af pengene af sted til Skat, hvis pengene blev brugt på anlæg på én gang, var be-skatningen på 60 procent. Hvis kommunen eksempelvis får 800 mio. kr. i hånden for salget, så vil skattefar inklusiv beskatningen af Elsam-pengene modtage mere end en halv milliard kr. over de ti år. Hvad med elprisen Hvad skal elforbrugerne forvente efter et salg? Det er svært at svare på, da man ikke kender køberen. Men hvis man går ind på hjemmesiden www.elpristavlen.dk, som Dansk Energi - brancheorganisationen for elselskaberne i Danmark, står bag og beregner, hvad et årligt forbrug på 4000 kWh i en villa koster årligt, så lyder regningen hos Elforsyningen AKE på 7998 kr. Prisforskelle Hvis man derimod ser på, hvad det samme forbrug koster hos en af de forventede budgivere nemlig HEF, så er den årlige pris på 8401 kr. eller 403 kr. dyrere. Hos en anden potentiel byder, ESV, er den årlige pris for det samme forbrug på 8338 kr. altså en forskel på 340 kr. i forhold til Elforsyningen AKE. I den forbindelse er det værd at huske, at Elforsyningen AKE betjener, hvad der svarer til 62.000 målere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...