Skattepolitik

Skattefradrag for privat boligforbedring

Foreslår tilskud til boligforbedringer gennem skattefradrag - men effekten er tvivlsom

KØBENHAVN:Giv boligejerne ret til at trække udgifter til håndværkere og boligforbedringer fra på skattebilletten. Sådan lyder forslaget fra de økonomiske vismænd, der tror på, at det vil bekæmpe sort arbejde og få boligejerne til at bruge fagfolk til opgaverne. Alternativt kan man indføre en tilskudsordning, foreslår vismændene, der vil finansiere begge forslag ved at hæve ejendomsværdiskatten. Det anslås, at der årligt udføres sort arbejde for 12 milliarder kroner i bygge- og anlægssektoren. En stor del af de penge kan statskassen få del i, hvis boligejerne får mulighed for at trække udgifter til håndværkere fra. Samtidig vil det få flere boligejere til at hyre fagfolk i stedet for selv at forsøge sig, og det vil gavne samfundsøkonomien betydeligt, mener vismændene. - Det ordinære arbejdsudbud vil stige, når gør-det-selv-arbejdet bliver mindre attraktivt, skriver vismændene i den nye rapport, som offentliggøres i dag. Sænk skatten Men hverken arbejdsgiverne i byggeriet eller boligøkonomerne er særligt begejstrede for idéen. - Det er ikke lige vores kop te. Der er nok ingen tvivl om, at det ville have en dæmpende effekt på det sorte arbejde og en vis effekt på beskæftigelsen i byggeriet. Men man ville få en større effekt ved at sænke momsen eller personskatten, og derved undgår man også at komplicere skattereglerne yderligere, siger afdelingschef i Dansk Byggeri, Vibeke Gaardsholt, til Ritzau. Hun mener, at et skattefradrag eller et tilskud til boligforbedringer vil afføde et krav om tilsvarende ordninger i andre brancher, hvor sort arbejde florerer. - Der er sort arbejde mange andre steder end i byggebranchen, og her vil man have en berettiget forventning om tilsvarende ordninger. Der er i det hele taget mange gode sager, man kunne give fradrag for eller tilskud til. Problemet er bare, at man derved udhuler råderummet for at give generelle skattelettelser, siger Vibeke Gaardsholt. Dermed er hun på linje med cheføkonom i BRFkredit Jens Christian Nielsen. Han mener, at et skattefradrag for boligforbedringer vil være nærmest umuligt at håndtere rent administrativt. Desuden tvivler han på effekten i forhold til at begrænse det sorte arbejde i byggebranchen. - Vil man gøre noget ved det sorte arbejde og klamphuggeriet, bør man gribe ind over for det reelle problem, som er, at beskatningen af den sidste tjente kroner er alt for høj, siger han til Berlingske Tidende. /ritzau/