Lokalpolitik

Skattefrihed skal sikre vandet

Byråd enige om en generel vilje til ekspropriation, hvis man ikke kan blive enige med lodsejere

Når der skal laves dyrkningsrestriktioner på en landmands jord for at beskytte grundvandet, så kan lodsejere få en skattefri erstatning

Når der skal laves dyrkningsrestriktioner på en landmands jord for at beskytte grundvandet, så kan lodsejere få en skattefri erstatning

Byrådet er bekymret for drikkevandet og ønsker at være med til, at sikre rent grundvand til drikkevandsforsyningen i fremtiden . Når der eksempelvis skal laves dyrkningsrestriktioner på en landmands jord for at beskytte grundvandet, så kan lodsejere få en skattefri erstatning. Det sker hvis aftalen indgås på et ekspropriationslignende vilkår, når der er hjemmel til det via en indsatsplan, og når byrådet har vist vilje til at gennemføre en ekspropriation, når en frivillig aftale ikke kan indgås. Derfor sagde byrådet i går god for, at pålægge dyrkningsrestriktioner, hvis der ikke i fremtiden kan opnås en frivillig aftale i områder, hvor der er en indsatsplan for grundvandsbeskyttelse. - Skat har oplyst at dette krav kan opfyldes ved denne samlede indstilling frem for, at hver enkelt aftale skal indstilles særskilt. Det er denne generelle vilje til ekspropriation, jeg hermed anmoder byrådet om at meddele, sagde forsyningsrådmand Tommy Eggers (DF). Udsigten til skattefrihed for erstatningerne faldt SF for brystet. - Rent faktisk er vi ude at give nogle meget store beløb i erstatning til nogle landmænd for at holde op med at svine vores miljø og drikkevand til, sagde Anne-Dorte Krog (SF). Partiet mener, at man burde lave langt mere forebyggelse, købe mere jord og plante noget skov. - I stedet for, at landmændene skal betales store summer for det her. De Konservative var godt tilfreds med, at holdningen nu er klar i byrådet. - Nu har vi det på rede hånd en gang for alle, frem for at vi skal til at tæve i det hver eneste gang, der kommer en konkret aftale, sagde Vibeke Gamst (K). Hun ser støtten til ekspropriering som en behagelig støtte at have, når man er ude at forhandle individuelle aftaler.