Skattehop venter Aars-borgerne

Skatten stiger med 0,5 procent i Aars Kommune næste år. Det er resultatet af et historisk budgetforlig, som bakkes op af samtlige partier i byrådet.

Skattepolitik 1. oktober 2003 18:39

Det er udsigten til et uoverstigeligt driftsunderskud på 19 millioner kroner i 2005, som har fået de 19 byrådsmedlemmer til allerede nu at gribe ind. - Alternativet ville være massefyringer eller dramatiske nedskæringer, fastslår kommunens konservative borgmester Knud Kristensen. Uden en skattestigning ville Aars heller ikke være i stand til at fastholde sin position som centerkommune i Vesthimmerland, understreger han. Byrådet ventes at vedtage budgettet 8. oktober. Det bliver samtidig det første budget nogensinde i Aars Kommune, som bliver vedtaget på baggrund af et budgetforlig. Skattestigningen på 0,5 procent til 21,9 giver kommunen ekstra 6,8 millioner kroner i kassen, som blandt andet skal bruges til at sikre kommunens serviceniveau. Skattestigningen bringer Aars Kommunes skatteprocent op på gennemsnittet i Nordjyllands Amt, hvor Aars til gengæld stadig ligger i bund, når det gælder grundsskyldspromillen. Den er politikerne enige om at fastholde på otte. Vandafledningsafgiften er også blandt de laveste i Nordjylland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...