Skattepolitik

Skattejagt i skrot gav bonus

En omfattende kontrolaktion over for 40 nordjyske skrothandlere afslørede, at næsten halvdelen havde et meget løsagtigt forhold til skattemyndigheder.

I stedet for at smide cyklen, den gamle plæneklipper og vaskemaskinen på lossepladsen er der måske penge i at køre den til skrothandleren.

I stedet for at smide cyklen, den gamle plæneklipper og vaskemaskinen på lossepladsen er der måske penge i at køre den til skrothandleren.

På den baggrund har Skattecenter Aalborg besluttet at fortsætte skattejagten i skrotbranchen her i 2008. Det er en del år siden, skattevæsnet sidst havde skrothandlerne i søgelyset, men man kan vist roligt konkludere, at de har godt af at blive kigget i kortene med jævne mellemrum. Den slags vurderinger holder Leif Thomsen, fagchef ved skattecentret, sig dog på passende afstand af. - Det er meget nedslående, at en meget lille branche har så forholdsvis mange, der falder uden for normen. Og med problemer i 19 ud af 40 firmaer ligger vi altså et pænt stykke over, hvad der gælder i de fleste andre brancher, siger Leif Thomsen. Han bemærker samtidig, at en hel del af skrothandlerne slet ikke var udstyret med SE-nummer i virksomhedsregistret, hvilket ellers er lovpligtigt. I 17 af de undersøgte firmaer blev indkomsten forhøjet med i alt seks millioner kroner, og to personer yderligere skal tilsammen tilbagebetale én million kroner i moms. De havde ellers husket at opkræve momsen ved videresalg, men i næste runde "glemte" de at indbetale det opkrævede beløb. Fem af personerne hævede i øvrigt offentlige ydelser samtidig med, at de drev forretning med brugt metal. Syv af sagerne er sendt videre til Skattecenter Thisted for at få vurderet, om de skal en tur i retten med krav om bøde- eller frihedsstraf ud over tilbagebetaling af de indeholdte beløb.