Skattejagt samler kommuner

Der er gået skat i samarbejdet mellem de tre store vendsysselske kommuner Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev. Om et år går de sammen om et stort fælles ligningscenter. - De samlede selskabsligninger i Vendsyssel har et større potentiale end Aalborg har. Derfor har dette samarbejde banet vejen for, at Told- og Skattestyrelsen nu vil lade os varetage driften af et af de i alt 10 centre, der skal oprettes for at varetage ligningen af selskaber med samhandel med andre lande, fortæller skattechef jan Bahcmann, Frederikshavn Kommune. Halvdelen af det nye centers medarbejdere vil blive rekrutteret fra de eksisterende ligningscentre. De resterende medarbejdere skal rekrutteres udefra. Det betyder, at der bliver skabt nye arbejdspladser i Nordjylland. Det er endnu ikke besluttet, hvor det nye fælles skattecenter skal placeres, men det vil være klar til at løse de første ligningsopgaver den 1. januar 2005.