Skattekommissionen genovervejer dørlukning

Beslutningen om at lukke dørene på grund af risiko for nye personlige oplysninger om Kinnock revurderes.

Skattekommissionen genovervejer dørlukning

Skattesagskommissionen vil nu overveje, om offentligheden alligevel skal have indblik i, hvad skattedirektør i Skat København, Lisbeth Rasmussen, onsdag har fortalt om en samtale mellem hende og finansminister Bjarne Corydon (S) under valgkampen i 2011.

Lisbeth Rasmussen er ellers onsdag blevet afhørt om samtalen bag lukkede døre i Skattesagskommissionen.

Men efter kommissionens vurdering kom der ikke yderligere oplysninger frem om Helle Thorning-Schmidts (S) mand, Stephen Kinnocks, seksuelle orientering end de homo-rygter, der allerede har været omtalt i pressen.

Det var netop frygten for, at nye personlige oplysninger om Kinnock ville se dagens lys, der var grunden til, at man smed pressen og tilhørerne ud fra den gamle retssal i Buddinge ved København.

Bjarne Corydon, der var stabschef for Thorning, inden hun blev statsminister i september 2011, tog kontakt til skattedirektør Lisbeth Rasmussen kort før folketingsvalget.

Ifølge Ekstra Bladet ville Corydon have Skat København til offentligt at dementere et rygte, som gik blandt journalister, men ikke var offentliggjort.

Corydon skrev i en mail til Ekstra Bladet, at han havde henvendt sig til Skat København på grund af et "ubekræftet og udokumenteret forlydende om sagen".

Om offentligheden alligevel skal have at vide, hvad skattedirektør Lisbeth Rasmussen forklarede om samtalen med Bjarne Corydon, vil kommissionen tage stilling til på et senere tidspunkt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.