Skatteminister afviser Aabybro

Nyt skattesamarbejde uden selskabsligning

AABYBRO:Det ny fælleskommunale Skattecenter Aabybro får ikke selskabsligningen som arbejdsopgave. Borgmester Ole Lykkegaard Andernsen (V) har fået svar på sit brev til skatteminister og partifælle Svend Erik Hovmand. Og ministeren afviser at flytte arbejdet fra Brønderslev til det nyoprettede skattecenter, som består af Aabybro, Brovst og Pandrup kommuner. Pandrup og Aabybro kommuner samarbejder med Brønderslev om ligningen af selskaber, men de ser gerne, at opgaven flyttes til Skattecenter Aabybro, da det vil give Aabybro, Pandrup og Brovst en større besparelse, ligesom det vil betyde et bedre fagligt miljø, og dermed være lettere at trække nye medarbejdere til. På byrådsmødet onsdag måtte borgmesteren oplyse om skatteministerens afslag. - Begrundelsen er, at en flytning af selskabsligningen fra Brønderslev til Skattecenter Aabybro vil halvere ressourcerne i Brønderslev, og det vil så resultere i to ligningscentre, som begge er for små, sagde Ole Lykkegaard Andersen. Men han er dog ikke overbevist om begrundelsen for afslaget. - Jeg vil have undersøgt det nøjere. Så vidt jeg ved, er der et samarbejde mellem Bønderslev, Dronninglund og Løkken/Vraa kommuner, så kan jeg ikke forstå, at ressourcerne skulle blive halveret fordi, Aabybro og Pandrup kommuner trækker sig ud, dagde han. OIe Lykkegaard Andersen skrev til ministeren, fordi Aabybro, Brovst og Pandrup forgæves måtte vente på svar fra Told&Skat om det ny skattecenter,som åbner 1. juli på Østergade i Aabybro, også måtte overtage de tre kommuners selskabsligning. Oprindeligt var der ventet en besparelse for alle tre kommuner på 200.000 kr og en besparelse på 400.000 kr, såfremt samarbejdet også omfatter selskabsligningen. Men årsbudgettet for centret viser, at samarbejdet vil give de tre kommuner en samlet besparelse på 475.000 kr., uden selskabsligningen er regnet med. Besparelserne er fundet på IT-området og på personalesiden, men det kommer ikke umiddelbart Aabybro Kommune til gode. Udgifterne i skattecentret fordeles nemlig kommunerne imellem efter antallet af lønmodtagere og virksomheder, og det giver et uændret udgiftsniveau for Aabybro.