Skatteminister holder sig fra dørklokken

Skatteministeren vil undgå at kontrollere private hjem, som organisationer og politikere foreslår

Skattepolitik 8. september 2004 06:00

NORDJYLLAND: Skatteminister Kristian Jensen (V) har en plan, som går ud på at sort arbejde skal fjernes. Men skatteministeren vil ikke ud og kontrollere i de private hjem. - For det første er det allerede strafbart for private at købe sort arbejde, og for det andet satser vi primært på at komme det organiserede sorte arbejde til livs. Jeg vil ikke ud og banke på i private hjem, siger Kristian Jensen. Både de faglige organisationer og arbejdsgiverforeningerne bakker op om kampagnen, og de lover at feje for egen dør. Men flere organisationer, og i lige så høj grad oppositionspolitikere fra SF og Kristendemokraterne, vil gerne gå længere end skatteministerens udspil og foreslår at man i højere grad kriminaliserer borgere, der køber sort arbejde. - Der skal også ses på modtagerne af sort arbejde, siger Morten Homann (SF), der mener, det ville være fint med en kriminalisering af købere af sort arbejde. - Der skal to til en tango. Så længe der er efterspørgsel, findes der sort arbejde, siger økonom Bo Sandberg i BAT-kartellet og foreslår, at modtagere af sort arbejde straffes i lige så høj grad, som dem der udfører det. Skatteminister Kristian Jensen mener ikke, at organisationer og politikere har tænkt deres forslag igennem. - Hvordan skal det næsten kunne kontrolleres, uden at vi skaber et kontrol- og overvågningssamfund. Jeg tror ikke, at partierne kan skabe politisk flertal for det, siger Kristian Jensen, som i løbet af efteråret vil indkalde til forhandlinger med partierne om en kommende lovpakke. Sort er sundhed Skatteministeren har også læst om den nordjyske håndværker, der omsætter for 1,5 million kroner sort i år, hvor byggeriet af et hus bidrager med en stor part af indtægten. - Det han laver, er allerede dybt ulovligt, påpeger Kristian Jensen, og han opfatter det som meget organiseret. I dagens avis ser filosof Arno Victor Nielsen med dystre miner på skatteministeriets udspil og kalder det for moraliserende. Arno Victor Nielsen mener, at det almindelige sorte arbejde i befolkningen er et sundhedstegn. - Det handler om næstekærlighed. Borgerne har altid skullet alliere sig mod skattevæsenet. Hvis jeg sagde, "jeg vil ikke hjælpe dig", ville dét være et større moralsk problem. Vi får at vide, at vi er umoralske. Nej, lovgivningen er umoralsk, og det er staten, der spiller os de muligheder i hænderne, siger han. - Sort arbejde er et af de sidste midler vi har imod staten, mener Arno Victor Nielsen, der opfatter sort arbejde som en væsentlig del af fællesskabet. Skatteministeren er langt fra enig: - Det ville være et fattigt samfund, hvis det kommer til kun at handle om at snyde i skat, siger Kristian Jensen og pointerer: - Borgerne snyder ikke bare skattesystemet. Hvis din nabo snyder i skat, er det jo dig, der kommer til at betale hans del, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...