Skatten er et lille nøk på vej ned

Næste års kommunale budget byder på den mindst mulige skattenedsættelse

Per Bach Laursen er populistisk, lød det fra Pia Buus. Arkivfoto: Michael Koch

Per Bach Laursen er populistisk, lød det fra Pia Buus. Arkivfoto: Michael Koch

AARS:Skattesænkningen kan ikke blive mindre, den er vel nærmest symbolsk, men en lille en af slagsen er det da trods alt.

Når byrådspolitikerne torsdag og fredag i den kommende uge sætter sig sammen på et to dages seminar for at forhandle kommunens 2014-budget på plads, er udgangspunktet en skattesænkning på 0,1 procent for de hårdt skatteplagede vesthimmerlændinge. De hænger i øjeblikket på den næsthøjeste skatteprocent i landet - 27,1.

Udgangspunktet for budgetforhandlingerne i den kommende uge er at skatten skal ned på 27 procent.

Skal sende et signal

Da byrådet i går havde førstebehandling af næste års budget, lagde borgmester Knud Kristensen (K) ikke skjul på, at skattenedsættelsen ikke sådan for alvor er noget der batter - men mere et spørgsmål om at sende et signal.

- Det er ikke meget, erkendte borgmesteren. Det er snarere et udtryk for, at det er den vej vi vil gå, sagde Knud Kristensen og udtrykte håb om, at kommunen i de kommende år kan sætte skatten yderligere ned.

Hos den socialdemokratiske gruppeformand Palle Jensen er en skattesænkning samtidig med besparelser på 26 mio. kr. ikke just nogen livret.

- Hvis ikke det havde været fordi, regeringen finansierer skattenedsættelsen for os, så havde vi haft svært ved at være med til det, når vi samtidig skal spare, sagde Palle Jensen.

Hallukninger af bordet

Den konservative gruppeformand, Pia Buus, brugte det meste af sin taletid på at lange ud efter Venstres borgmesterkandidat Per Bach Laursen, som forleden i NORDJYSKE Stiftstidende sagde, at det er et ultimativt krav fra Venstre til budgetforhandlingerne, at nedlæggelsen af to haller på forhånd skal væk, hvis partiet skal være med i et budgetforlig.

- Jeg synes, det er populistisk, sagde Pia Buus, for ingen af os ville jo have lukket de haller.

Per Bach Laursen konstaterede blot, at det var konservativ ”stammedans” og kommenterede ellers ikke på udfaldet mod ham.

Budgettet bliver endelig vedtaget i byrådet 10. oktober.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.