Skattepolitik

Skatten set fra Nøvling

Familien Jensen fik skattelettelser, men er betænkelige ved finansieringen

Så faldt brikkerne på plads på Christiansborg, og i Nøvling kan Thorstein og Lene se frem til en af de størst mulige skattelettelser. Fra næste år er der små 500 kroner ekstra til den lille familie og i 2007 bliver det til næsten 1000 kroner. Det er lidt mindre end regeringen spillede ud med, men det gør ikke noget. - Det betyder ikke så meget, at skattelettelserne bliver lidt mindre. Det kan godt mærkes alligevel, for så mange penge har vi heller ikke, siger Thorstein Jensen. Begejstringen har dog ikke fået taget på parcelhuset til at lette. Godt nok skal skattefar have lidt mindre, men familien regner med at pengene bliver hentet et andet sted i nærheden. - Det er indtrykket her fra Nøvling, at det går lidt skævt med økonomien. Hvis man tager en gammeldags købmandslogik, så er der ikke flere penge samlet set. Derfor er vi nervøse for, at skattelettelserne kommer til at koste et andet sted, siger Thorstein Jensen. Derfor vil han ikke blive overrasket, hvis prisen på dagplejen stiger igen. Det kunne også være på skoleområdet, hvor både Thorstein og Lene tjener deres løn som lærere. Ansættelsestoppet er i kraft, og der bliver ikke færre børn i klassen. - Det giver et dårligere arbejdsmiljø, og hvis det havde været helt grelt, så kunne det have været en af os, der var blevet prikket. Det er lidt en sjov ting med skattelettelser. Tingene går jo i ring, så vi kan godt være betænkelige ved, om der bliver skåret andre steder, fortæller Thorstein Jensen. Indtil videre ser det dog ud til, at familien er på den grønne gren. Der bliver lidt ekstra hver måned til lidt mere sjov eller en ferie væk fra haven. Der er ikke nok til en ny bil, som familien snart skal bruge. Der kan nemlig snart ikke bankes mere rust af den gamle, men selvom skatteaftalen også betyder et loft for bilafgifterne, er det ikke noget, som familien kommer til at mærke. - Det er en stor udskrivning med en ny bil, så det bliver en brugt. Det er ikke fordi, vi ikke vil have en ny, men det er der ikke penge til at betale 1000 kroner ekstra om måneden heller ikke med skattelettelserne, siger Thorstein Jensen.