Skatten skal falde til nytår

Indbetalingsfrist rykkes et par måneder frem - til gavn for kommunens likviditet

Mogens Jespersen foretrækker at opkræve borgernes ejendomsskatter tidligere frem for at lave servicebesparelser. Arkivfoto: Lars Pauli

Mogens Jespersen foretrækker at opkræve borgernes ejendomsskatter tidligere frem for at lave servicebesparelser. Arkivfoto: Lars Pauli

Byrådet ventes på sit møde torsdag aften at beslutte, at fristen for borgernes indbetaling af ejendomsskatter og renovationsafgifter rykkes et par måneder frem til henholdsvis 1. januar og 1. juli. Dermed får Mariagerfjord Kommune en tiltrængt forbedring af sin likviditet med 16,7 millioner kroner, og renterne af beløbet giver en ren indtægt på en halv million kroner. Et enigt økonomiudvalg bakker op om ideen, også Venstre, der ellers ikke har stramninger på skatteområdet stående øverst på dagsordenen. - Det er noget, der betyder meget lidt for den enkelte borger, men til gengæld en masse for kommunen. Og hvis alternativet er, at vi i stedet skal spare på skoler, institutioner eller ældrepleje, tror jeg, de fleste kan forstå, hvorfor vi gør det, siger Mogens Jespersen, der desuden anfører, at man blot retter ind efter, hvad langt de fleste andre kommuner for længst har gjort. Hidtil er ejendomsskatten i Mariagerfjord blevet opkrævet en gang pr. halvår sammen med afgifterne på vand og spildevand. Betalingsfristen på vandet fortsætter uændret i marts og september. Borgere, der betaler pr. pbs, behøver intet at foretage sig. Selve betalingsaftalen berøres ikke, kun betalingsdatoen. Af samme årsag opretholder kommunen sit rykkergebyr på 200 kroner ved for sen indbetaling.