Skatter må ned

Skattepolitik 4. januar 2003 07:00

NYTÅRSØNSKER: Mine nytårsønsker er ikke et korstog mod udgifter på statens budgetter, men snarere et spørgsmål: Kan vi ikke gøre det lidt billigere at være dansker? For et af mine største ønsker for det nye år er, at skatten på arbejde kan sættes ned fra nytåret 2004. Skattenedsættelser er nemlig en forudsætning for, at vi også i fremtiden kan få folk til at yde en ekstra indsats til gavn for den enkelte, arbejdspladsen og det omkringliggende samfund. Nu ville det lyde hult, hvis ikke jeg også anviste nogle steder, hvorfra man kunne finde pengene. På hjemlig grund er det på tide at tage en diskussion, om ikke hjemmeværnet har aftjent sin værnepligt og derfor kunne nedlægges. Endvidere kunne man overveje at afskaffe værnepligten og indføre en lille, men professionel hær. Man kunne endvidere føre en konservativ kongstanke ud i livet og afskaffe amterne. I et land med under seks mio. indbyggere kan det ikke være rigtigt, at der skal betales skat til tre forskellige kasser. Langt de fleste af amternes opgaver i dag kan, efter min overbevisning, varetages ligeså godt fra ministeriel side eller i kommunalt regi. Der sidder alt for mange ansatte i den offentlige administration, og de er ikke med til at skabe en vækst, der gør det billigere at være dansker, at de så ofte heller ikke er med til at gøre det nemmere at være dansker er en helt anden diskussion. Sidst men ikke mindst kunne man måske overveje, om ikke man burde overveje at bruge noget af alt vores nyvundne respekt EU-regi til at slå et slag for afskaffelsen af støtteordningerne til landmændene. På New Zealand afskaffede man for en del år siden lignende ordninger, og det gik faktisk forholdsvis godt, selv om landbruget havde frygtet det værste. Faktum var nemlig, at når landbrugets købekraft blev mindre, faldt priserne på f. eks landbrugsjorden. Samtidig med ville det også fjerne en masse papirarbejde så landmanden kunne være på marken eller i stalden i stedet for bag et skrivebord. Dette var ikke et korstog mod udgifter på statens budgetter men derimod et korstog mod unødvendige udgifter for den danske skatteyder. Godt nytår til alle.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...