Skattereform rammer nybagte forældre

Skattereformen vil reducere forældres barselsdagpenge. Det får flere mænd til at droppe barsel, lyder det.

Skattereform rammer nybagte forældre

Forældre på barselsdagpenge vil miste op til 12.411 kroner om året, når regeringens forslag til skattereform er fuldt indfaset i 2022. Det viser beregninger fra Skatteministeriet baseret på regeringens forslag til skattereform, skriver metroXpress.

Og det vil sænke den i forvejen lave andel af danske mænd, der tager barsel, lyder vurderingen fra Bent Greve, der er arbejdsmarkedsforsker og professor på RUC.

- Der er en betydelig risiko for, at mænd vil holde mindre barsel end tidligere, fordi familien samlet set vil tabe mindst, hvis kvinden tager barslen, fordi kvinder oftest får en lavere løn, siger han til avisen.

Samme vurdering lyder fra Anette Borchorst, professor på Aalborg Universitet, der mener, at forslaget vil skævvride ligestillingen endnu mere.

- Retorikken om overførselsindkomsterne er, at man skal gøre sin pligt og arbejde, men barselsdagpenge ligger jo netop uden for den retorik.

- Barsel handler ikke om, at man ikke vil arbejde, men at man kortvarigt er væk fra arbejdsmarkedet, siger hun og tilføjer, at tiltaget muligvis også kan påvirke antallet af børnefødsler negativt.

Beregningerne vækker også vrede hos Enhedslisten, der som regeringens parlamentariske grundlag kunne lægge stemmer til en skattereform.

- Det harmonerer hverken med regeringens ønske om flere børnefødsler eller mere ligestilling, og det har intet at gøre med at øge arbejdsudbuddet, medmindre regeringen vil presse forældrene til at tage mindre barsel.

- Det giver simpelthen ikke mening at straffe folk, der får børn, siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til metroXpress.

SF's skatteordfører, Jonas Dahl, forklarer, at niveauet for alle overførselsindkomster historisk set har fulgt hinanden, og at det ikke vil være fair at tilgodese en enkelt gruppe.

/ritzau/