Skattesag: Skattefolk afhøres for åbne døre

Skattesagskommissionen afviser at lukke dørene under torsdagens afhøringer, selv om advokat har krævet det.

Skattesag: Skattefolk afhøres for åbne døre

Sjette akt af afhøringerne i Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag skal spilles for åbne døre.

Skattesagskommissionen har afvist at lukke dørene efter at have indledt torsdagens afhøringer med forhandlinger om spørgsmålet.

Der bliver heller ikke referatforbud fra kommissionens lokaler på Fremtidsvej i Gladsaxe ved København.

Skattesagskommissionens formand, landsdommer Lars E. Andersen, forbeholder sig dog som hidtil ret til at lukke dørene midt under en afhøring, hvis et vidne er ved at afsløre fortrolige oplysninger.

- Vi følger den linje, vi har lagt indtil nu, siger han.

Det er afdelingsleder Inger Kirstine Sommer Hansen, afdelingsleder Hanne Dahl Kofoed og daværende specialkonsulent Søren Hansen fra Skat København, der skal afhøres torsdag.

Alle var sagsbehandlere under behandlingen af Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesag i 2010.

Inger Sommer Hansen var angiveligt til stede på det møde, hvor Thorning og Kinnocks daværende revisor, Frode Holm, skulle have oplyst, at Stephen Kinnock var homo- eller biseksuel.

Det var advokat Nicolai Westergaard, der bad kommissionen lukke dørene. Han er bisidder for Inger Kirstine Sommer Hansen og skattedirektør Lisbeth Rasmussen, der skal afhøres senere.

- Det behov, medierne har for at snage, skal ikke kunne modregnes i det krav, ægtefællerne og embedsmændene har om, at private oplysninger holdes fortrolige, argumenterede han blandt andet.

De fleste bisiddere bakkede op om kravet om dørlukning, mens Troels Lund Poulsens bisidder, advokat Karoly Nemeth, talte for at holde dørene åbne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst