Skatteslagsmål i vente

KØBENHAVN:2. februar bliver en af årets mest forløsende dage på Christiansborg. Der præsenterer den længe ventede Skattekommission deres oplæg, som partierne efterfølgende skal forhandle på plads til den endelige skattereform. Men allerede nu brager debatten om især boligbeskatningen løs efter, at kommissionens foreløbige planer er blevet lækket til dagbladet Børsen. "Utidig indblanding" mener flere politikere. Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen har nu holdt sig på måtten i 14 måneder og undladt at komme med en eneste konkret skatteudmelding - fordi krudtet skal fyres af til forhandlingerne: - De ufinansierede skattelettelser bliver afgjort det mest spændende at forhandle. Når vi netop de første par år laver ufinansierede skattelettelser får vi stimuleret økonomien og samtidig løst nogle af de strukturelle problemer på arbejdsmarkedet, siger han og hentyder til, at regeringen de seneste uger har bragt ufinansierede skattelettelser på banen som et ultimativt krav til at skabe mere gang i økonomien og netop koble det sammen med skattereformen, så lettelser kommer før stramninger. Det gav kvababbelse i regeringens støtteparti Dansk Folkeparti og hos Socialdemokraterne, men skabte omvendt glæde hos De Radikale, der slet ikke køber S-argumentet om, at en ufinansieret skattelettelse udhuler statens økonomi, fordi danskerne ikke skulle være i humør til at forbruge: Ikke under puden - Vi tror altså ikke, at danskerne lægger pengene under hovedpuden, siger partiformand Margrethe Vestager og afviser dermed at bakke vennerne på venstrefløjen op i deres modstand mod en delvist underfinansieret skattereform. At regeringen og nu også De Radikale holder fast i de ufinansierede skattelettelser er ikke ligefrem sød musik i Dansk Folkepartis ører. I det hele taget er DF slet ikke begejstret for, at regeringen insisterer på en stor forkromet reform. De ryster ved tanken om at rykke ved status quo og foretrækker så få og så små omlægninger som muligt. Senest er også SF lukket ind i inderkredsen i forbindelse med bankforhandlingerne, på trods af at de i årevis er blevet kaldt "økonomisk uansvarlige" af regeringen. Men Jesper Petersen, der er skatteordfører i SF, regner med, at deres arbejde med bankpakken giver adgangsbillet til også at forhandle skat. Og han er fortrøstningsfuld, for selv om der er langt mellem SF og regeringen, så er der slet ikke så langt til en af dagligdagens mest åbenlyse modstandere, Dansk Folkeparti, der ønsker en mere social profil i reformen. Men han erkender dog, at det bliver svært at være i forhandlingslokale med regeringen, hvis ikke snakken om ufinansierede skattelettelser tages af bordet. - Vi vil ikke være med til at tage ansvaret for de ufinansierede skattelettelser. Den må regeringen selv stå med, når det viser sig, at det ikke virker, slår Jesper Petersen fast. Det er skatteordfører Nick Hækkerup (S) enig i og kalder det et kardinalpunkt, at regeringen finansierer hver en krone fra dag ét, hvis socialdemokraterne skal være med. - Vi vil altså ikke acceptere skattelettelser over velfærd, siger han. Tilliden til forhandlingsklimaet er lunkent hos flere. Ikke mindst efter de kuldsejlede forhandlinger om dagpengereformen i november og senest da Socialdemokraterne under bankforhandlingerne krævede loft over direktørlønninger og fik Foghs vrede til at boble over. Torsten Schack Pedersen mener også, at Socialdemokraterne har udvist "himmelråbende adfærd", når det gælder skattedebatten. - Socialdemokraterne har udlagt det som om, at skattelettelser er skadelige for økonomien. Det er fuldstændig tåbeligt. Jeg må simpelthen tage mig til hovedet. Hvis det er udgangspunktet, ja, så er det ikke optimalt, siger Torsten Schack Petersen. Hos de konservative er skatteordfører Mike Legarth dog mere optimistisk. Alle skal med, siger han. - Den økonomiske krise er et samfundsproblem, der ophæver de politiske ideologier. Derfor er sådan noget som ufinansierede skattelettelser også nødvendige. Det vil Socialdemokraterne og SF indse, når det står klart for dem, hvilken situation vi er i, lyder det fra Mike Legarth.