Skattestoppet er nedskæringer

Skatteminister Kristian Jensen (V) skriver i NORDJYSKE den 3. oktober, at vi nu har haft skattestop her i landet i 2500 dage, og han fortsætter: ”I 2001 var der ingen borgere, der ved deres fulde fem troede, at det ville kunne lade sig gøre”

Jeg må sige, at der nok heller ikke i 2001 var borgere, der ved deres fulde fem kunne forestille sig, hvor meget dette skattestop ville medføre af forringelser i den hele den offentlige service til både borgere og erhvervsliv. Når væsentlige statslige funktioner som eksempelvis skatteministerens eget område og politiet er blevet så markant svækket i de forløbne syv år, må skattestoppet siges at være meget dyrekøbt for alle. Dertil kommer, at skattestoppet også er skyld i, at sundhedsvæsen, infrastruktur og en række af kommunernes primære kerneområder (børnepasning, skoler, og ældrepleje) ikke har formået at holde sig på et tidssvarende niveau under Venstres regeringsledelse. I bund og grund har det vist sig, at skattestoppet kun er en moderne måde at sige nedskæringer på, og samtidig også et stort medieflop, idet de penge vi borgere sparer i de direkte skatter, i stedet for må anvendes på øget brugerbetaling på en række kommunale områder. Et aktuelt eksempel herpå er priser på mad og ydelser til beboere på ældrecentre. Ligeledes har Kristian Jensen åbenbart helt fortrængt, at vi skatteplagede danskere trods skattestop forsat er ramt af en verdensrekord i skattetryk. F. eks. har de stærkt forøgede energipriser de seneste år medført, at bare momsbetaling på energi har flyttet milliarder af kroner fra borgerne til statskassen, og som er en stor belastning for mange familiers transport og opvarmningsudgifter. Så hvis skattestoppet er det ypperste, en liberal ledet regering kan få gennemført i løbet syv år, må vi, der i 2001 sad med store forventninger til en ny ledelse af landet, nu indse, at trods højkonjunkturer de seneste år har regeringen slet ikke har fået gennemført nødvendige og visionære reformer, der bringer Danmark fremad. Og når resultaterne udebliver under en højkonjunktur, er der grund til at frygte det værste i de kommende år, der med stor sandsynlighed bliver præget af lavkonjunkturer, samtidig med at regningen for det store og i alt for høj grad lånefinansierede forbrug de seneste år nu forfalder til betaling. Niveauet i den offentlige sektor er ganske enkelt ikke mere et velfærdssamfund værdigt, hverken for borgerne eller for de mange medarbejdere i sektoren. Eneste håb er nu, at de få visionære og fremadrettede konservative ministre i regeringen kan få mere af deres politik igennem, og som alt for længe har været stækket af den politik, som Fogh, Thor og Løkke egenrådig har haft held til at gennemtrumfe siden 2001.