Skattet samarbejde

EMNER 8. oktober 2002 08:00

SKAGEN: Skattesamarbejdet mellem Skagen, Frederikshavn, Sæby og Læsø kommuner er nu kommet op i fulde omdrejninger, og det, som man kom bagud med hensyn til ligning i begyndelsen af skatteåret, er også ved at være indhentet igen. Det oplyser kommunaldirektør Johan Hessellund, Skagen Kommune, på baggrund af, at det nye samarbejdets første beretning er klar. Skatteåret, som beretningen omhandler, går fra 1. juli 2001 til 1. juli 2002. - Man var bagefter tidsplanen i først del af dette skatteår. Sammenlægningen kom jo i princippet fra 1. juli 2001, men i fysisk forstand var det først i september 2001. Der gik altså to - tre måneder, før man flyttede sammen fysisk, og derfor var man også bagefter det første halve år, men det har man stort set indhentet, fortæller kommunaldirektøren, der kun har positive ting at sige om det nye fælleskommunale samarbejde. - Meldingen er, at folk er glade for at arbejde under paraplyen, og efter min opfattelse går det meget godt med samarbejdet. Jeg har personligt et godt samarbejde med de øvrige kommunaldirektører og med den fælles skattechef, så det skal i hvert fald ikke være det, der skal forhindre, at vi i fremtiden vælger at indgå lignende samarbejde på tværs af kommunerne på andre områder, konstaterer Johan Hessellund. bm

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...