Skatteuro stopper alt

Skattekommissionens forslag til en skattereform har allerede fået katastrofale følger for hushandelen - også selv om forslaget slet ikke er fremlagt endnu.

I går kom det frem, at kommissionen overvejer at foreslå værdien af rentefradraget sænket fra 33 til 25 procent. Selve det, at den mulighed eksisterer, sendte omgående boligmarkedet til tælling. - Nu var der lige begyndt at komme en anelse mere liv i efterspørgslen, og så sker dette. Vi mæglere er vant til lidt af hvert, men det er en katastrofe for de mange mennesker, der står og skal sælge deres bolig, siger Per Valentin, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening i Nordjylland, der kalder diskussionen om rentefradraget "ren gift" for boligmarkedet. Heller ikke bankerne er begejstrede. - Enhver usikkerhed betyder, at folk afventer, hvad der sker, og det påvirker selvfølgelig boligmarkedet negativt, siger Kim Christensen, erhvervsdirektør i Danske Bank i Nordjylland. Det lavere rentefradrag skal give råd til at sænke skatten på løn. Samlet set betyder kommissionens udspil, at folk med høje eller meget lave indkomster får de største skattelettelser. Ifølge Danske Banks beregninger vil en person med en årsindkomst på 750.000 kroner vil få skattelettelser på 22.522 kroner, mens en person med en indkomst på 300.000 kroner må nøjes med at spare 3369 kroner i skat. Skattekommissionens anbefalinger fremlægges officielt 2. februar. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende fredag