Skattevæsen og politi udveksler personale

Samarbejdet kan bl.a. bruges mod rockeres økonomiske forbrydelser

Organiseret kriminalitet 10. februar 2003 07:00

AALBORG: Økonomisk kriminalitet begået af folk med forbindelse til rockermiljøet er et af de områder, som kriminalpolitiet og skattevæsenet i Aalborg håber at kunne sættere stærkere ind mod gennem et udbygget samarbejdet. Det kan ske ved at politi og skattevæsen ikke blot bytter viden men direkte udveksler medarbejdere. Af årsberetningen for skatteligningen i Aalborg fremgår, at der sker kortvarig udvekling af medarbejdere mellem politiet og kommunens borger- og skatteafdeling. Det sker samtidig med, at både politiet og skattevæsenet det seneste år har haft særlig focus på økonomi kriminalitet. - Udvekslingen sker efter behov. Det kan være, at vores medarbejdere rykker over til politiet eller omvendt. Eksempelvis kan det være sådan, at i forbindelse med den indsats politiet gør på rocker-siden, så er der behov for et samarbejde. Kriminalpolitiet har ekspertisen på de politimæssige ting, men vi har medarbejdere der kan gå ind og se på tal. Men det er ikke på den måde, at skattevæsenet automatisk går i samarbejde med politiet over for folk, der har rygmærker på deres jakker, understreger Aalborgs skattechef Lars Møller Madsen. Typisk vil det være sådan, at skattevæsenet bliver kontaktet, hvis politiet arbejder med en sag, hvor det kan være en person med rocker-tilknytning, der involveret, og hvor der er brug for assistance til det talmæssige arbejde. Samarbejdet mellem politi og skattevæsen kan ske på alle områder, hvor der kan være tale om økonomisk kriminalitet. Juridisk er der ikke problemer i samarbejdet og i udvekslingen af oplysninger, mener Lars Møller Madsen: - Der er en naturlig fælles interesse i samarbejdet. Det seneste år har samarbejdet mellem skatteafdelingen og politiet bl.a. omfattet en temadag om økonomisk kriminalitet. En række skattesager har i 2001 og sidste år kørt som et samarbejde mellem kommunens skatteafdeling, Told- og Skatteregionen samt kriminalpolitiets bedrageriafdeling. To sager er eksempelvis resulteret i fængselsstraffe på henholdsvis seks måneder og på 40 dage samt bøder på sammenlagt en million kroner. Der har været en håndfuld større sager om indtægter, der er holdt uden for skattevæsenets registrering samt om overtrædelse af momsloven og, bedrageri. Skattevæsenet har for nogen tid siden aflsuttet en sag, hvor politiet nu skal vurdere om der skal rejses tiltale. Den omfatter indtægter på en halv million, der ikke er opgivet til skattevæsenet, samt momsunddragelse for et noget mindre beløb.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...