Skattevæsenet er efter 325 uartige erhvervsdrivende

Antallet af selvstændige, der ikke har indsendt selvangivelse er fordoblet

VESTHIMMERLAND:Skatteindbetaling har aldrig ligefrem været den foretrukne folkesport, men at antallet af selvstændige erhvervsdrivende, der ikke har udfyldt og indsendt selvangivelsen, i år er mere end fordoblet overrasker trods alt på Skattecenter Thisted. - Vi kan ikke pege på en umiddelbart indlysende forklaring, siger fagchef Henrik Christensen fra Skattecenter Thisted. - Forklaringen kan være at de selvstændige efter fusionen sidste år nu skal sendte selvangivelsen til os i stedet for kommunen. Det kan måske have skabt forvirring. Men vi ved ikke, om det er forklaringen. Det nye skattecenter i Thisted dækker efter fusionen 1. november sidste år otte kommuner. Her i blandt de fire vesthimmerlandske kommuner Aars, Aalestrup, Løgstør og Farsø. SKAT mangler selvangivelser fra 900 erhvervsdrivende i de otte kommunen. 325 af synderne driver virksomhed i en af de fire vesthimmerlandske kommuner. Det betyder, at omkring 10 procent af de selvstændige ikke har indsendt selvangivelsen. I et normalt skatteår er tallet to til fem procent. - Vi håber selvfølgelig, at der blot er tale om forglemmelser, siger Henrik Christensen. Gamle og nye syndere SKAT har en række sanktionsmuligheder, hvis selvangivelserne ikke snart lander i postkassen i Thisted. - En del af de 900 er gamle kendinge, som vi har problemer med år efter år, og der vil vi formentlig lægge ud med at ansætte skatten skønsmæssigt, oplyser Henrik Christensen. Det kan samtidig betyde, at den selvstændige erhvervsdrivende risikerer daglige bøder på mellem 500 kr. og 1.000 kr., indtil selvangivelsen og regnskabet er afleveret. For førstegangssyndernes vedkommende farer SKAT frem med en mere venlig hånd. - I de tilfælde vil vi sandsynligvis kontakte den erhvervsdrivende før vi begynder at ansætte skatten ud fra et skøn. Og så håber vi, at der kan laves en aftale om hurtigt at sende selvangivelsen ind, siger Henrik Christensen.