Fodbold

Skaw Cup kom fint i mål

Der bliver overskud på stævnet. Næste år skal der gerne piger med i turneringen igen.

Flere af de lokale hold gjorde det rigtigt flot ved dette års udgave af Skaw Cup. Foto: Peter Broen

Flere af de lokale hold gjorde det rigtigt flot ved dette års udgave af Skaw Cup. Foto: Peter Broen

Den sidste bold er sparket i netmaskerne ved den 26. udgave af Skaw Cup, og dermed har deltagerne i sommerturneringen igen forladt Skagen. Efterfølgende er det nogle tilfredse arrangører, som står tilbage. - Den sportslige afvikling er vi meget glade for, siger Michael S. Nielsen fra Skagen IK. - Fra deltagerne har vi kun hørt stor tilfredshed med turneringen, tilføjer han. - Vi havde nogle rigtigt gode finalekampe på stadion, og blandt andet så synes jeg, at det er meget sjovt, at vi i vores række 19 Elite havde en ren dansk finale mellem AaB og AGF, siger Michael S. Nielsen. Michael S. Nielsen glæder sig i øvrigt også over, at flere af Skagen IK's egne hold gjorde det flot ved Skaw Cup. Specielt i A-slutspillets klasse B16 markerede de lokale drenge sig. - Vi havde et hold med i kvartfinalen, hvor de blev slået med 3-2. Derudover så havde vi tre hold, der nåede frem til at spille om 5.-6. pladsen i deres rækker, siger Michael S. Nielsen. Økonomien kan man ikke sige noget om endnu. - Vi laver jo penge på det her, men størrelsen af overskuddet kan vi ikke sige noget om. Skagen IK kunne i øvrigt godt tænke sig, at der til næste år kom lidt flere hold med, end de 60 som i år har deltaget. - Vi skal lave nogle analyser henover vinteren, men vi kunne godt tænke os at få nogle piger med i turneringen igen. - Og hvis det skal lykkes for os, så kan det godt være, at vi skal lave nogle rækker for 7-mands hold. I mange af de små klubber er det i hvert fald svært at samle 11 piger, der vil spille fodbold, forklarer han.