Ske din vilje!

Gud er hverken en malkeko eller en bedeautomat

A ALBORG: Eftersom forbøn er en naturlig del af den evangelisk-lutherske kristendom, sådan som den praktiseres i Den Danske Folkekirke, og der endda findes officielle bønner, hvori der bedes for syge, er det altså også en praksis, som alle folkekirkepræster bedriver. Men der er stor forskel på, hvordan den foregår - både i og uden for kirken. Sygehuspræst og sognepræst Grete Holmriis, Vor Frue Kirke, Aalborg: - Når man sidder ved en sygeseng, kommer det ofte helt naturligt at bede, og jeg gør det mere nu end tidligere. Vi er vant til en vis blufærdighed, og jeg holder mig også i forsigtige vendinger. Grundlæggende er det jo sådan, at vi kan bede, men der er ingen garanti for, at vi får, hvad vi ønsker. Og det er jo det sværeste for os mennesker at bede om - din vilje ske! Men Gud er uden diskussion den, der giver, og vi er dem, der modtager. I stedet for helbredelse får vi måske noget andet - i stedet for en følelse af afmagt og utilstrækkelighed oplever jeg måske glimt af glæde, livslyst og betydning, og ofte giver bønnen, når man råber sin fortvivlelse og afmagt ud, en ro og en afklarethed, som man ikke oplever, når det går godt. En fred, som også læger. Grethe Holmriis er helt bevidst om, at der er stor forskel på, hvad sygehuspræsten gør, og hvad sognepræsten gør. I kirken beder hun ikke for navngivne personer. - På sygehuset ved vi, hvorfor vi er der og hvad vi er samlet om. Situationen er mere intim og også mere åben. I kirken savner vi måske undertiden mere følelse og oplevelse, men på den anden side sætter jeg stor pris på - og det tror jeg, mange gør - at man kan komme ind og være med og være der i sin anonymitet. Sygehuspræsten er spændt på forskningen i tro og helbredelse. - Vi tror jo, der har en positiv indvirkning. I hvert fald kan det se ud, som om troende mennesker har det lettere med at være syge og lettere ved at tacke afmagt. Sognepræst Johs. Kühle, Abildgaard Kirke, Frederikshavn: - Bønnen er givet, for at man kan råbe til Vorherre, hvad der presser sig på i nød og trang, og hvis nogen har brug for, at jeg beder sammen med dem eller for dem, så vil jeg da gøre det. Bøn er samtale med Gud, som er den dybeste, inderste eller mest direkte power i livet. Men jeg tror ikke, mennesker kan diktere Gud, og jeg tager dybt afstand fra de manipulationer, det er, når nogen vil sætte sig sammen i bedekredse og mener, at når man er mange nok, så virker det bedre. Gud er jo ikke en bedemaskine, hvor vi lægger vores bønner ind i input, og så kommer Gud ud med svaret og løsningen i den anden ende. Johs. Kühle praktiserer ikke særlig forbøn under gudstjenesten ud over at bede for syge, som det sker i Kirkebønnen. Men der er tid til stilhed, hvor enhver selv kan bede sine bønner til Gud. - Bønnen er en meget personlig og inderlig ting, noget spontant, og hvis man tager den ud i det offentlig rum, skrider det. Man kan ikke føre det umiddelbare ud i det middelbare, som er den måde, vi ellers er sammen på. Det kan være blufærdighedskrænkelse, at krænge sin sjæl ud for andre, som ikke er indstillet på det. Sognepræst Knud Olav Petersen, Veggerby: - Den bøn for syge, som er en del af Kirkebønnen, udgør min daglige praksis. At bede for bestemte syge hører efter min mening hjemme under sjælesorg, og så er det noget, man gør under fire øjne. Men det betyder ikke, at man kan tage for givet, at det bliver, som man beder om. Vi lægger det i Vorherres hånd. Der er jo én, der kan se noget længere end vi. Vi kan bede, men vi kan ikke sætte Vorherre stoilen for døren. Knud Olav Petersen mener, at tro kan have indflydelse på syge mennesker. - Det er mit indtryk, at troende har lettere ved at bære den sygdom, de har, og vi ved jo fra andre sammenhænge, at hvis man selv er med på den, kan det gå bedre at komme sig. Sognepræst Karen Else Lind Christoffersen, Hørby: - Ja, jeg beder for folk, hvis jeg bliver spurgt om det. Det kan også ske ved en hjemmealtergang eller en andagt, men det er noget, der foregår privat. I kirken og på ældrecenter nævner jeg ikke bestemte personer men nævner selvfølgelig syge i min bøn. Sognepræst Niels Grymer, Margrethekirken, Aalborg: - Hvis der kommer et menneske til mig og beder om forbøn, siger jeg selvfølgelig ja, og i den sammenhæng kan det være, at vi sætter os og beder i kirken, hvis den pågældende ønsker det, men så er det også dér kun os to og helt privat. Det er af og til sket, at folk er kommet og har spurgt, om jeg ikke kunne tage dem med i Kirkebønnen, og det har jeg også sagt ja til, men så er det heller ikke med navns nævnelse men med ord og formuleringer, så vedkommende kan genkende sig selv og føler sig nævnt. Det er den måde, man kan gøre det på. Niels Grymer tror på, at bønnen kan nytte, siger han: - Men det er som om, man betragter Gud som en malkeko, som sprøjter helbredelse ud, men sådan er det jo ikke. Bøn er at lægge sig selv eller et andet menneske i Guds hånd - så skal Gud nok finde ud af, hvad der videre skal ske. Man har så travlt med, om Gud nu hører på os, mens vi ikke er så ivrige når det er den anden vej.. Niels Grymer noterer i øvrigt, at Kirkebønnen er ved at få større opmærksomhed i gudstjenesten. - Folk lægger meget vægt på den, siger han, og vi har fået mange tilkendegivelser om, at folk er glade for det, vi har indført, nemlig et øjebliks stilhed i slutningen af Kirkebønnen. Det giver menigheden et privat rum.