Skelund serie 2 lyste op i trist fodboldweekend

HADSUND:Skelunds serie 2-hold var alene om at hente point hjem i weekendens fodboldkampe, der bød på store nederlag til de lokale hold. Visborg serie 3 vandt dog også, men det var over HB, og så måtte pointene jo blive inden for kommunens grænser. Serie 1 I serie 1 måtte Hadsund det efter fire sejre i træk bide i det sure æble på Hjørring stadion. Hjemmeholdet vandt med 2-0, men set over hele kampen burde HB have haft det ene point med sig hjem, mener holdleder Jens Bøgh. HB var på forhånd klar over, at det ville blive en vanskelig kamp ikke mindst på grund af, at man var ramt af fire afbud. De reserver, der var med, gjorde det godt, og bærer ikke ansvar for nederlaget, konstaterer holdlederen. HB lagde forsigtigt ud og ventede et massivt pres, men da det udeblev, skruede gæsterne op for tempoet. Det resulterede i første halvleg i tre - fire store chancer, men over mållinjen kunne man ikke få bolden, og de 45 minutter endte målløs. Der var kun spillet et par minutter efter pausen, da hjemmeholdet kom i front på lidt af en tilfældighed. Efterhånden som kampen ebbede ud pressede de rød/hvide fra fjordbyen mere på for at få udlignet, og det gav huller i eget forsvar. Det udnyttede hjemmeholdet til slutresultatet. Serie 2 Skelund IFs serie 2 sikrede sig søndag eftermiddag en komfortabel sejr på 5-1 over bundholdet V. Hassing GF. Der var imidlertid ikke den forskel på holdene,som målcifrene antyder. Det var først i det sidste kvarter, hjemmeholdet, der i øvrigt spillede i nye grøn og hvid-stribede trøjer, brillerede. SIF kom foran efter 12 minutter ved Ole Uldahl, men i det 30. udlignede gæsterne, og den stilling holdt til pausen. Et kvarters tid før tid kom Skelund foran igen, da Tom Christensen scorede på hovedstød. Minuttet efter blev Skelund reduceret til ni markspillere i ti minutter, men det var alligevel SIF, der scorede. Først ved Chr. Skafte, så ved Tom Christensen og endelig ved Flemming Jacobsen. Serie 4 I serie 4 blev SIFs andethold på hjemmebane sat på plads af Mariager IK, der vandt med 1-7. Det gjorde det ikke lettere for hjemmeholdet, at målmand Mogens Skov blev sendt i omklædningsrummet med rødt kort. Først ved stillingen 6-0 fik hjemmeholdet reduceret ved Morten Jensen. Bedre gik det ikke for Als i hjemmebane-opgøret mod FSI, der hentede sig en sejr på hele 8-2. Hjemmeholdet kunne intet få til at hænge sammen, og det blev 80 minutters spil på et mål, hjemmeholdets. Det lykkedes ellers Als efter ti minutter at udligne FSIs hurtige føringsmål, men derefter bare øgede FSI, inden Peter Velling til sidst brød igennem og reducerede til 2-8. I Visborg vandt hjemmeholdet som ventet opgøret mod Hadsund. Sejren blev på 4-2 efter en pausestilling på 3-0. Daniel Andersen bragte hjemmeholdet foran efter 15 minutter, og i det 30. gjorde Ramis Spahic det til 2-0 inden Anders Brøndum scorede til pauseresultatet. Med den sikre føring foretog Visborg-træner Danny Jensen flere udskiftninger, blandt andet for at spare spillere med småskader og på grund af varmen, men først mod kampens slutning kom HB på måltavlen ved Kim Dalgaard. I dommerens overtid reducerede HBs Jacob Hansen yderligere, inden Anders Brøndum, der skiftede fra HB i sommerpausen, sluttede af til 4-2. Sejren betød, at Visborg bragte sig op på tredjepladsen i puljen.