Skelund tabte i Vester Hassing

} I BUNDEN:Det blev ikke nogen fodboldmæssig stor oplevelse at overvære serie 2-kampen mellem V.Hassing og Skelund IF på V. Hassing stadion. Hjemmeholdet vandt 3-2 og efterlod dermed Skelund i bunden af puljen. -Det var nok en af de dårligste kampe i min tid i Skelund, sagde SIF- træner Thomas Bonderup, der måtte se sit hold bagud 0-2 efter bare 20 minutter. Inden pausen fik SIF reduceret ved Søren Nielsen, der sendte bolden i hjemmeholdets net efter et hjørnespark, men der blev alligevel talt med store bogstaver i Skelunds omklædningsrum i pausen. Det havde sin virkning. Gæsterne kom godt med i spillet i anden halvleg, og Ole Uldahl udlignede. Han driblede sig fri ind i feltet og passerede V. Hassings keeper. SIF lugtede derefter muligheden for at få alle tre point med sig hjem og tilspillede sig også flere store chancer, blandt andre havde Chr. Skafte et par store muligheder, men det blev ikke til mål. I stedet slog hjemmeholdet contra, da der manglede fem minutter, og alle tre point blev i V. Hassing. } VISBORG VANDT: I lokalopgøret på Hadsund stadion vandt gæsterne fra Visborg søndag eftermiddag med 4-0 over hjemmeholdet i serie 4. Målcifrene viser dog ikke HB fuld retfærdighed. Der var forskel på fordelingen af spil og chancer, men ikke i forhold til, at Visborg løb med en så stor sejr. Der var kun spillet godt fem minutter, da Ramiz Spahic bragte sit hold i front, og efter yderligere et kvarter var Martin Østergaard på pletten på midtbanen. Med den føring gik holdene til pausen. Umiddelbart inden fløjtet fik HB vist en spiller ud for at sparke bolden væk efter frispark. Hjemmeholdet red stormen af med kun ni markspillere, men efter 15 minutter flugtede Palle Koch næsten liggende et skud i HB-nettet, uden at hjemmeholdet af den grund opgav ævred, men i midten af halvlegen slog Visborg contra igen og Daniel Andersen scorede Visborgs og kampens fjerde og sidste mål. } BADMINTON: Hadsund Badminton Klub synes at have afløserne klar. Klubbens ungdomsspillere har i hvertfald opnået en række flotte resultater. Ved et stævne i Lindsved vandt Mathias Iversen/Rasmus Skjølstrup herredouble for U13-mesterrække. I Bindslev/Tversted blev Camilla Bie nummer to i damesingle ved et U11C stævne og rykkede op i B-rækken. Hun blev også toer i damedouble sammen med Mathilde Mikkelsen. I Rønde blev det til en tredjeplads til Anders Munkholm/Andreas Eriksen i herredouble i U13B. Martin Eriksen blev tredje i herredouble i U15-mesterrække og i Farsø blev det til en tredjeplads til Andreas Eriksen/Anders Munkholm i herredouble for U13B spillere. Kristian Thomsen blev nummer tre i herresingle ved et stævne i Horn Fårvang i U17A-rækken, og ved samme stævne tog Martin Eriksen hjem med en andenplads i herresingle for U15-mesterrække. } BMX: Dragon BMX tog hul på 2005-sæsonen med 13 køreres deltagelse i Midtjysk Cup, der er afviklet i Bjerringbro, Feldborg, Hedensted og Skanderborg. Bedste resultat stod Pernille Hansen for i pigeklassen 15 år+. Hun gav alle konkurrenter baghjul, da hun blev en samlet nr. 1. Undervejs satte hun kun 2 point til i de første 3 afdelinger. I den sidste afdeling i Skanderborg den 24. april kørte hun mod drengene, hvor hun klarede sig igennem til finalen. I expertklassen 7-8 år kørte Nichlas Jensen sig til en 4. plads. Dragon stillede med 2 kørere i expertklassen 9-10 år, hvor Frederik Jensen kørte en flot 2. plads ind. Søstrene Sandra og Maria Schnoor kørte mod drengene i den store klasse 17 år+ og endte begge lige udenfor finalen.