EMNER

Skepsis over for krigsudsigter

PARIS:Ja, Irak bryder kravene i FN's resolutioner, men er forseelserne alvorlige nok til at starte en krig? Det var reaktionen hos flere lande i FN's Sikkerhedsråd i går efter den amerikanske udenrigsminister, Colin Powells 77 minutter lange anklagetale i FN-hovedkvarteret dagen forinden. Hverken Frankrigs premierminister, Jean-Pierre Raffarin, eller udenrigsminister Dominique de Villepin udelukker krig, men begge lod torsdag forstå, at der først er brug for yderligere inspektioner og beviser for eksistensen af irakiske masseødelæggelsesvåben. Ifølge de Villepin leverede Powell ”mistanker, spor og vidneskildringer, men ingen store overraskelser, ingen rigtige beviser”. Holdningen deles af to af de øvrige vetomagter i FN's Sikkerhedsråd, Kina og Rusland, samt seks andre lande i rådet. På de internationale børser blev Powells tale tolket af nogle investorer som et tegn på en forestående krig, hvilket fik kursen på guld til at falde, samtidig med at dollaren blev styrket. Irak afviste på ny de amerikanske beskyldninger, og Amir al-Saadi, der er rådgiver for præsident Saddam Hussein, sagde fra Bagdad, at formålet med Powells tale var at påvirke den offentlige opinion som påskud for krig. Samtidig kom der imidlertid nye advarsler til Irak fra chefen for FN's våbeninspektører, Hans Blix. Efter et møde med den britiske premierminister, Tony Blair, efterlyste Blix større samarbejdsvilje fra Irak vedrørende den krævede afvæbning. - Vi håber på dette sene tidspunkt, at irakerne vil fremkomme med et positivt svar. Hvis de undlader dette, vil vor rapport fredag den 14. februar ikke se ud, som de ønsker, sagde Blix. Blix og chefen for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Mohammed ElBaradei, vender tilbage til Bagdad i weekenden. Efter planen skal de den 14. februar præsentere en ny rapport om Iraks våbenprogrammer i FN's Sikkerhedsråd. Powell advarede onsdag om, at Sikkerhedsrådet gør sig selv ”irrelevant”, hvis der ikke gribes ind over for de irakiske brud, og USA fortsætter sine militære forberedelser. I disse forberedelser er Tyrkiet et centralt springbræt, og Tyrkiets parlament gav torsdag USA grønt lys til at opgradere et ikke nærmere angivet antal baser og havne. Derimod er der fortsat strid i NATO-kredsen på grund af tysk og fransk modstand mod at behandle en amerikansk forespørgsel om sekundær bistand til en Irak-krig. Tyrkiet har udbedt sig beskyttelse fra sine allierede, men en beslutning i den sag blev torsdag udsat endnu en gang, oplyste NATO's generalsekretær, George Robertson. Tyskland og Frankrig mener ikke, at tiden endnu er inde til den slags overvejelser, hvilket har bragt sindene i kog i Washington. USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, rettede et nyt sviende angreb på Tyskland, da Rumsfeld torsdag sammenlignede Tysklands holdning til Irak med Libyens og Cubas. - Libyen, Cuba og Tyskland ... har ladet forstå, at de ikke vil hjælpe på nogen måde, sagde han bl.a. /ritzau/Reuters