Frederikshavn

Skeptiske, men afventende

Det etablerede sundhedsvæsen vil se videnskabelige beviser på guldkur

HJØRRING:- Holdningen til guldimplantation hos det etablerede sundhedsvæsen, kan nok sammenfattes på den måde, at vi er skeptiske, men afventede. Det siger Claus Rasmussen, rheumatologisk overlæge på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. - Personligt vil jeg ikke afvise, at guldimplantation kan have en effekt mod slidgigt-smerter. Men indtil jeg har set en videnskabelig korrekt undersøgelse publiceret i et videnskabeligt tidskrift, er det svært at forholde sig til behandlingen, fortsætter Claus Rasmussen. Han tilføjer, at det ligger i ryglidelsernes natur, at behandlingernes effekt er svære at dokumentere. De fleste, der lider af smerter i ryggen, vil nemlig helt af sig selv få det bedre efter nogle måneder. - Dertil kommer besværlighederne med at lave en ordentlig videnskabelig undersøgelse, en såkaldt blindet undersøgelse, hvor der jo kræves mindst to grupper patienter, der får hver sin behandling, og at de to patientgrupper ikke ved, hvilken behandling de har fået. Ideelt bør behandlerne heller ikke vide om de giver guld eller "snydemedicin", siger Claus Rasmussen. Ligesom det er svært at lave en blindet undersøgelse af akupunktur og massage for at påvise forskelle i virkningen af de to behandlingsformer, kan det også være svært at skjule, om patienterne får den rigtige guldbehandling eller en anden behandling. Og her ved vi fra andre undersøgelser, at patienternes forventning til hvilken behandling de har fået, har stor betydning for, om de mener, at behandlingen har hjulpet eller ej, tilføjer overlægen. Claus Rasmussen har i sit arbejde på Sygehus Vendsyssel i Hjørring behandlet flere patienter, der har fået guldimplantation, men som stadig har smerter. Men det betyder ikke, at Claus Rasmussen afviser, at guldimplantation kan hjælpe. - Jeg vil i jo sagens natur kun se de patienter, der ikke har fået det bedre, mens dem, der har fået det bedre, ikke vil opsøge en sygehus-behandling, forklarer Claus Rasmussen. Han tilføjer, at ligesom man i dag ikke ved med sikkerhed, om guldimplantation kan hjælpe mod slidgigt, kender man i dag heller de mulige bivirkninger på længere sigt af at få lagt guld ind i kroppen. - Guld er jo et tungmetal, og vi ved, at andre tungmetaller kan have en sundhedskadelig virkning, siger Claus Rasmussen.

Forsiden