Skib genoptager sejlads efter evakuering af 130 gæster

Lørdag stødte restaurantskibet "M/S Sagafjord" på grund. Efter dykkerundersøgelser er skibet nu frigivet.

"M/S Sagafjord" er et skib fra 1950'erne, som bliver brugt som flydende restaurant, hvor der kan holdes fest og middage. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

"M/S Sagafjord" er et skib fra 1950'erne, som bliver brugt som flydende restaurant, hvor der kan holdes fest og middage. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Mindre end et døgn efter en grundstødning og efterfølgende evakuering af 130 gæster genoptager restaurationsskibet "M/S Sagafjord" søndag arbejdet på Roskilde Fjord.

- Vi sejler helt som normalt i dag med frokostafgang klokken 12.00 og kaffe/kage klokken 15.00, står der på skibets Facebook-side.

Beslutningen om at genoptage sejladsen sker, efter at dykkere har undersøgt skibet og konstateret, at der ikke er sket nogen skader. Søndag morgen er skibet derfor blevet frigivet af Forsvaret til videre sejlads.

Det var lørdag omkring klokken 15, at "M/S Sagafjord" gik på grund nord for øen Elleore.

To mindre både fra Østsjællands Beredskab, en gummibåd fra Dansk Søredningsselskab og passagerskibet "Svanen" hjalp herefter med at evakuere de 130 gæster.

Under evakueringen blev passagererne sat af i Veddelev Havn.

- Det forløb stille og roligt, og ingen kom til skade, konstaterer Niels Parsner fra "M/S Sagafjord".

- En stor tak til gæsterne for tålmodighed og godt humør under evakueringen, lyder det videre.

"M/S Sagafjord" er et skib fra 1950'erne, som bliver brugt som flydende restaurant, hvor der kan holdes fest og middage.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.