Skib med radioaktiv last ved Skagen

Et skib med radioaktiv last lå onsdag ud for Skagen. Det bekymrer Danmarks Naturfredningsforening.

Et fragtskib med radioaktiv last lå onsdag op ud for Skagen Havn for at tanke op. Ifølge Søværnets Operative Kommando kom det danske skib fra Slovenien og har kurs mod Murmansk i Rusland. Derfor er skibet nu sejlet videre langs den norske vestkyst. Præcis hvad skibet har i lasten, ved Søværnets Operative Kommando ikke - kun at det er radioaktivt. Flere skibe med farlig last - Det kan i princippet være brugte brændselsstave, eller det kan være brugt tøj og handsker fra et atomkraftværk, siger Kjeld Frederiksen, stabsvagt hos SOK. Han oplyser, at der ind i mellem sejler skibe i området med farlig last, også radioaktiv last. - Det er almindelig rutine. Vi har skærpet opmærksomhed om skibe med den type last, siger Kjeld Frederiksen. Der er stramme sikkerhedsregler og godkendelsesprocedurer i Europa for skibe, der sejler med radioaktiv last. Og SOK-stabsvagten har tiltro til, at skibsfarten opfylder de krav. Naturfredningsforening bekymret Den radioaktive skibstransport bekymrer Danmarks Naturfredningsforening: - Det er et skib med atomaffald, der lægger til ved havnen. De danske myndigheder ved knapt nok, hvad der er ombord, hvordan det er forsejlet og hvordan det er beskyttet og har slet ikke noget beredskab, hvis noget går galt. Det er jo utrygt for de mennesker, der bor ved den pågældende havn. Og for os danskere i almindelighed, at vi ikke aner, hvad der fragtes igennem danske farvande, siger René La Cour Sell, direktør i Danmarks Naturfredningsforening, til P4 Nordjylland.