Skib skal fremme børnekultur i Løgstør

To dage helt i børnekulturens tegn

Børnepasning 25. februar 2003 07:00

LØGSTØR: Børnene i Løgstør Kommunes daginstitutioner samt skolefritidsordninger får sig en på den kulturelle oplever til sommer. Det sker når det gode skib Brita Leth anløber Løgstør med lasten fuld af børnekultur 1. og 2. september, hvor temaet er H.C. Andersen og sørøvere. Ved havnen i Løgstør opsættes der to telte med scener. Her skal børnene fra institutionerne selv op. Idéen er nemlig, at den professionelle børnekultur ombord på skibet suppleres med lokale børnekulturelle aktiviteter – fremført af børn og voksne fra kommunen. I Løgstør Kommune er det skolekonsulent Else Berntsen, børnebibliotekar Kirsten Nygaard samt lederen af børnehaven Muldvarpen, Susanne Kollerup Nielsen, lederen af den kommunale musikskole, Elsebeth Bandholm, og lederen af skolefritidsordningen Bøgen, Susanne Sørensen, der er primus motorer på projektet. Arbejdsgruppen har allerede haft det først orienterings- og idémøde på rådhuset i Løgstør. - Planen er at få en lang række aktører på banen i de to dage, så alt kommer til at stå i børnekulturens tegn, siger Else Berntsen fra arbejdsgruppen. Hun oplyser, at f.eks. Kulturelt Samråd og Løgstør Handelsstandsforening er blandt dem der er koblet på arrangementet, ligesom det også er tanken af Aktive Kvinder, Ranum Seminariet og Løgstør Garden kommer på banen. Når skibet anløber havnen i Løgstør vil den første der går fra borde være H.C. Andersen. Han vil blive fulgt af en flok sørøvere, der straks går i gang med at opstille de to telte på kajen. Derefter går det slag i slag med sang og musik, eventyrfortællinger, tryllerier, teater - for bare at nævne nogle af de mange ting. Alt suppleres af de lokale børns kulturelle indslag. I løbet af dagene kommer kommunens skoleklasser og institutioner på besøg på og ved skibet – sammen med lærere og pædagoger. Forældre og bedsteforældre vil ligeledes kunne komme på besøg. Men ellers er alle interesserede i øvrigt velkomne. Nogle af aktiviteterne vil foregå ombord på skibet, andre i teltene på kajen og andre igen på kajen under åben himmel. - Planen er at der skal udfolde sig et sandt eldorado af børnekultur – masser af små og store events, der appellerer til børnenes fantasi. Der vil blive skabt spænding, glæde, gys, drømme, eventyr og forundring, siger Else Berntsen, der ikke mindst glæder sig til de lokale børns indslag i børnekulturdagene

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...