Skibet er ladet med fine gavebøger

Skoleskibet Danmark på togt til USA sponsoreret af danske firmaer

FREDERIKSHAVN:Der er andet end beskøjter i lasten på Skoleskibet Danmark, når det søndag står ud af flådehavnen i Frederikshavn på årets togt med kurs mod USA. De første 1300 eksemplarer af en dugfrisk bogudgivelse, "Danmark", med den danske New York fotograf Finn Føns' 200 smukke og stemningsfulde fotos af skibet og livet ombord er lastet, og der kommer flere endnu. Det i form af et genoptryk på engelsk af frederikshavneren Bengt Ungerskov's "Danmarks drenge under fremmed flag", der beskriver skoleskibets og besætningens skæbne, da "Danmark" strandede i USA under 2. verdenskrigs udbrud og først kom hjem igen efter krigen. De mange bøger skal bruges som gaver under de mange forretningsmæssige og sociale arrangementer, som sponsorerne af dette års USA-togt har booket sig ind med ombord under skibets besøg i en stribe byer på den nordamerikanske østkyst, bl.a. Norfalk, Washington, Baltimore og New York. Sponsorerne bag årets togt og til dels blandt bidragsyderne til bogudgivelserne er danske virksomheder i sværvægterklassen, AP Møller Fonden og Maersk Seeland, Terma, Novo Nordisk og Hempel. Også Udenrigsministeriet har deltaget. Kommunikationsdirektør Kasper Rasmussen, Terma, der torsdag deltog i receptionen ombord på Danmark, hvor Finn Føns bog blev præsenteret, fremhæver om sponsoratet, at Skoleskibet Danmark er en fremragende platform til at skabe og opbygge relationer. Vækstmarked - USA er et af Thermas vækstmarkeder og med det amerikanske forsvar som en af vores kunder. Inden for de seneste par år har vi åbnet to kontorer derovre, bl.a. et i Washington, påpeger Kasper Rasmussen. Terma har booket sig ind med 16 arrangementer ombord, nogle fælles med de øvrige sponsorer, andre solo, og målgruppen, der har fået en invitation ombord er samarbejdspartnere, repræsentanter for det amerikanske forsvar og dele af det politiske system, fortæller Kasper Rasmussen. Skoleskibet Danmarks reder, direktør Erik Møller, Nordjyllands Maritime Uddannelsescenter (Martec), siger, at sponsorernes interesse for at bruge skibet under togtet er overvældende stor. - Som indrulleret i det amerikanske forsvar som øvelsesskib under 2. verdenskrig, har skoleskibet en helt special status i USA, og gør det så velegnet at bruge i forretningsmæssig og social øjemed, påpeger Erik Møller. Det er 30 tidligere elever fra skoleskibet, der sammen med officersbesætningen på 14 skal føre fuldriggeren non-stop over Atlanten i løbet af den næste måned. Årets 80 gaster, der stadig er under uddannelse på Martec, flyves senere til New York og påmønstrer for resten af turen, der slutter i Halifax 7. august. På USA's store nationaldag, 4. juli, ligger skoleskibet til kaj i Washington.