Skibet er ladet med - gøgl

AALBORG:Et sandt menneskemylder og en kakafoni af u- og velkendte tungemål møder øje og øre på havnepromenaden. Ikke én plet af den glohede asfalt er ledig, og småbørnsforældre må bruge klapvognene med deres afkom som murbrækkere for at skubbe sig gennem trafikpropperne i menneskemængden. På søsiden ligger de smukke sejlskibe på rad og række og bliver behørigt beundret og kommenteret. På den anden side af promenaden falbyder et utal af boder alt, hvad hjertet måtte begære af popcorn, tryllearmbånd, donuts, Smirnoff Ice, meloner, isvafler med det hele og for de virkeligt hardcore i sommervarmen dampende pizza, paella og sødligt duftende, brændte mandler. Efter køerne at dømme er det imidlertid fadølsbamserne, der drager de voksne, og nogle velvoksne branderter er så småt under målrettet opbygning. Børnene derimod flokkes om karruseller og hoppeborge, hvor de for den fyrstelige sum af 20 kr. kan få et par minutters frydefuld gys og glæde. Det er ikke alle, som er lige begejstrede for blandingen af skønne skibe og glad gøgl. - Der er for meget larm og for meget tivoli. Men selvfølgelig skal der jo være noget for enhver smag, siger Henning Gilkær fra Gug. Samme holdning har parret Lone og Geert Jensen fra Nibe. - Der er mere tivoli over det, end der var sidste gang, men jeg tror ikke, man kan undgå det. Folk vil have tivoli, hvis det skal trække både børn og voksne, konstaterer Lone Jensen lakonisk. Men hverken Henning Gilkær eller ægteparret Jensen lader sig afskrække af gøglet. - Det er morsomt og imponerende at se alle skibene. Alene det at kunne samle så mange skibe på ét sted og give os lejlighed til at se det er et godt initiativ, roser Henning Gilkær. - Det er pragtfuldt: stemningen, vejret - det hele, jubler Lone Jensen. For Thomas Ebdrup Beck og Anne Mette Leth er det en kombination af flere faktorer, der har lokket dem på havnen. - Der er en meget hyggelig stemning her: masser af mennesker, godt vejr, god musik, skibene, fest og glade dage. Det ville være forkert ikke at gå herned - det er jo en stor event, og gøglet generer ikke, selv om pølsepriserne er for høje, griner Thomas Ebdrup Beck. I modsætning til ham har Torgeir Sitter fra Mou kun ét mål med at være på havnen: - Musik og gøgl interesserer mig ikke. Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg kommer kun for at se på skibene, fastslår han uden tøven. Og sådan kan Tall Ships' Race byde på noget for enhver smag...