Skibet med plads til alle

Det engelske skib, Lord Nelson, er det eneste skib i verden, hvor handicappede kan sejle med som ganske almindelige matroser

AALBORG:Det engelske sejlskib, Lord Nelson, er det man kan kalde en flydende handicapbolig. Her er det ligemeget, om man er blind, døv eller sidder i kørestol. Her er der plads til alle - og det er hele ånden, der holder skibet flydende. Skibet er det eneste i verden, der er specielt indrettet til besætningsmedlemmer med fysiske handicap. Det ligner ellers et ganske normalt sejlskib, men de små detaljer afslører, at skibet er noget helt specielt. På de brede dæk er der rigelig plads til kørestole. I midten er der forhøjninger, så blinde eller svagtseende kan orientere sig. Minibar Gelænderet i siden er ligeledes udstyret med forhøjninger formet som pile, så man ikke behøver at kunne se, for at vide i hvilken retning man går. Lifte til kørestolene er naturligvis monteret ved alle trapper, og indenfor springer bordene og stolene i øjnene. De er nede i en højde, så kørestolsbrugere uden besvær kan placere albuerne på bordet. Ordet minibar får også en helt anden betydning på Lord Nelson, for her er baren virkelig ikke ret høj. Kørestolsbrugerne har specielle kahytter med diverse hjælpemidler. Kahytten indeholder to køjer, hvor den handicappede ligger nederst og hjælpere øverst. Mere end blot sejlads Men Lord Nelson er ikke kun for handicappede. Skibet kan rumme 40 besætningsmedlemmer udover de faste ti. Der kan dog højst være 20 handicappede om bord, hvoraf maks otte af dem må være kørestolsbrugere. Skibets primære formål er at skabe plads for alle - at forene forskellige mennesker. For at komme med om bord på skibet, skal man indsende en ansøgning - og selvfølgelig betale en sum penge. Men det er langt fra et ferieophold. - Alle arbejder efter evne på skibet. Vi forventer, at folk tager aktiv del i livet ombord, for det er deres skib. Det er alle typer folk, der sejler med os. Både handicappede og ikke-handicappede. Fælles for dem alle er, at de søger efter eventyr, fortæller næstkommanderende Jeremy Evans. De handicappede besætningsmedlemmer bliver heller ikke kørt ud på et sidespor. De bliver hejst op i platformen i masterne, så de også kan opleve det, og de kan styre skibet med et joystik. Jeremy Evans er heller ikke i tvivl om, at skibet rummer mere end blot sejlads. - Jeg elsker at sejle, men ombord på Lord Nelson er der en ekstra dimension. At se hvordan folk finder sammen, selvom de er forskellige, og se hvad handicappede er i stand til at gøre. Her bliver alle accepteret for hvad de er, siger han. Og deltagelsen i Tall Ships’ Race er da også langt fra for kapsejladsens skyld. - Vi er med for at gøre opmærksom på handicppedes vilkår, og vise at de også kan. Og vi er nok nogle af de langsomste i Tall Ships’ Race, siger Jemery Evans med et smil.