Skibsbund skal pryde kirkeloft

Kunstmaler Mogens Hoff bag udsmykning i hele kirkeskibets længde

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er me­nig­heds­rå­det i Ha­vers­lev, der har øns­ket at hyre kunst­ma­le­ren Mo­gens Hoff til at fun­ge­re som kon­su­lent ved valg af den nye far­ve­sam­men­sæt­ning i kir­ke­rum­met. AR­KIV­FO­TO: hen­rik louis

HAVERSLEV:I øjeblikket er Haverslev Kirke lukket helt af for kirkelige handlinger helt frem til lige efter nytår. Det sker efter at håndværkere i denne uge har indledt et større renoveringsarbejde i kirkerummet. Men når kirkegængerne atter får adgang til kirken vil der møde dem et usædvanligt syn, nemlig en helt ny udsmykning af det eksisterende træloft i selve kirkerummet. - Efter forslag fra kunstmaler Mogens Hoff, der er hyret af menighedsrådet som konsulent ved valg af den nye farvesammensætning i kirkerummet, vil loftet nu blive udsmykket med bunden af et skib. Bunden vil blive malet på loftet i en elfenbenshvid farve, mens den resterende del af loftet bliver malet i en sart blå farve til at illustrere vandet eller himlen, forklarer arkitekt Per Seeberg fra arkitektfirmaet Brøgger i Gistrup, der står for den tekniske og praktiske koordinering af renoveringsarbejdet i kirken. Efter planen kommer skibsbunden til at strække sig i hele kirkerummets længde med skibets stævn oven over opgangen til koret og hækken i den modsatte ende ved orglet. Malermester til jobbet Allerede sidst i næste uge vil der blive opstillet et stillads i hele kirkerummets længde, så det bliver muligt at vaske loftet og væggene af inden skitseforslaget til skibsbunden fra kunstmaler Mogens Hoff skal omsættes til streger på loftet i uge 34. - Det bliver dog ikke Mogens Hoff selv, men et malerfirma fra Sønderholm, der får til opgave at udføre den kunstneriske udsmykning af kirkeloftet, understreger arkitekt Per Seeberg. Ryddet for inventar Tømrer og snedkerarbejdet i forbindelse med den omfattende renovering af Haverslev Kirke udføres af tømrermester Børge Madsen, Bolig-Byg i Kgs. Tisted. Sammen med sine svende afmonterede og fjernede han i denne uge samtlige kirkebænke og prædikestolen, mens døbefonten og orglet er blevet stående i kirken godt beskyttet af træplader på alle sider. - Kirkebænkene er nu kommet hjem på mit værksted i Kgs. Tisted, hvor de skal repareres og blandt andet have tilføjet en trekant i toppen af gavlene, forklarer Børge Madsen under renoveringsarbejdet i kirkerummet. Oprindeligt var det planen at renoveringsarbejdet skulle være afsluttet, så kirken efter menighedsrådets stærke ønske kunne genåbne første søndag i advent. Men de nødvendige tilladelser fra implicerede myndigheder har uventet trukket i langdrag, så opstarten på arbejdet er blevet et kvart år forsinket. Derfor må kirkegængere frem til lige efter nytår benytte Aarestrup Kirke som alternativ. I den forbindelse har menighedsrådet arrangeret taxakørsel fra Haverslev Kirke om søndagen for interesserede og direkte retur på bopælen i Haverslev og omegn efter de kirkelige handlinger i Aarestrup.